Fortsæt til indhold
Fodbold

Cristiano Ronaldo anklages for skattesnyd for mere end 100 mio. kr.

Den spanske anklagemyndighed har indledt en sag om skattesnyd mod Cristiano Ronaldo.

14,7 mio. euro eller 109 millioner kroner.

Så mange penge mener den spanske anklagemyndighed, at Real Madrids stjernespiller Cristiano Ronaldo har snydt med i skat. Det oplyser Reuters.

Anklagemyndigheden har derfor indledt en sag om skattesnyd mod spilleren. Sigtelsen er baseret på en rapport fra de spanske skattemyndigheder.

Det er angiveligt i perioden mellem 2011 og 2014, at skattefuskeriet skulle være foregået. Det er - ifølge anklagerne - sket ved at etablere en forretningsstruktur i 2010, som skulle skjule fodboldspillerens indtægter fra hans kommercielle rettigheder i Spanien.

Det får derfor nu konsekvenser, at Ronaldos navn sidste vinter dukkede op i forbindelse med Football Leaks-sagen.

Her kom det frem, at Ronaldo angiveligt havde skjult næsten en mia. kr. i skattely på De Britiske Jomfruøer.

En anklage, som Real Madrid-stjernen nægtede sig skyldig i. Dengang fremlagde Ronaldos agentbureau dokumenter, der viste, at den portugisiske spiller har værdier svarende til over 1,5 mia. kr. uden for de spanske grænser, og at skattemyndighederne allerede havde kendskab til alle Ronaldos værdier og indtægter.

Cristiano Ronaldo har indtægter for 613 mio. kr. om året ifølge amerikanske Forbes. Det inkluderer både løn, bonusser og sponsorindtægter. Det gør ham til den bedst betalte atlet i verden.

Anklagemyndighedens sag kommer efter, at højesteret i Spanien den 24. maj stadfæstede en dom på 21 måneders betinget fængsel og en bøde på omkring 14 millioner kroner til FC Barcelonas Lionel Messi. Her havde Messi, ligesom Ronaldo angiveligt nu, ført penge uden om det spanske skattesystem. I Lionel Messis sag var der tale om et beløb på omkring 30 millioner kroner fra perioden 2007-2009.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er det i Ronaldos sag mest sandsynligt, at straffen også bliver betinget, på under to år og med en bøde, skulle den portugisiske verdensstjerne ende med at blive dømt, da det er den typiske fremgangsmåde i denne type sager.