Fortsæt til indhold
Fodbold

Verdenstjernen Rafael Van der Vaart svarer FCM-boss Claus Steinlein igen efter kritik

Den hollandske midtbanespiller føler, at folk i klubben vil af med ham.

Det vakte en del opsigt, da FCM-sportsdirektør Claus Steinlein med sit sædvanlige skæve smil i et interview med Canal 9 kom med et par sandheder omkring holdets hollandske verdenstjerne, Rafael Van der Vaart.

»Jeg tror, at det er herfra og så til plejehjem,« sagde FCM-bossen blandt andet om den 34-årige tidligere Real Madrid--spiller.

Samtidig mente han, at midtbaneteknikeren »ser lidt rusten ud, har haft en del skader og ikke rigtig er kommet tilbage. Så vi er ikke tilfredse med den indsats, vi har fået.«.

Nu svarer hovedpersonen imidlertid igen i et interview med TV3 Sport, der bliver bragt i sit fulde længde i programmet Onside klokken 20 søndag aften.

For selvom »det føles, som om folk her gerne vil af med mig«, så har Rafael Van der Vaart »nyheder til dem«.

»Det er lige meget, hvad klubben vil, eller hvad de gør med mig. Jeg vil blive,« siger han.

Han afviser samtidig kritikken af, at han er blevet langsom eller rusten.

»Alle ved, hvad jeg kan, og jeg kan stadig lægge de magiske afleveringer. Det er rigtigt, at jeg ikke kan løbe 100 meter på 10 sekunder. Det har jeg aldrig kunnet. Men jeg gør altid mit bedste,« siger han.

Rafael Van der Vaart blev i sommer hentet til FC Midtjylland under stor mediebevågenhed.

Med sine over 100 landskampe for Holland - heriblandt en VM-finale - samt en fortid i klubber som HSV, Real Madrid, Ajax og Tottenham er han blevet kaldt en af de største profiler i Superligaens historie.

Sæsonen har indtil videre budt på to mål og to assist i 14 kampe. I ingen af kampene har han spillet fuld tid.

Hollænderen har kontrakt med FC Midtjylland frem til sommeren 2018.