Sønderjyske smadrer FCM's fremskridt
FCM kan med stort nederlag ikke selv afgøre bronzekampen.
Resultatet 5-2 til Sønderjyske forårsaget af utallige forsvarskoks betyder, at FC Midtjylland ikke længere selv kan spille sig til en tredjeplads i årets Superliga. I stedet får Lyngby nu chancen for at bringe sig foran i bronzekampen i dets kamp mod Nordsjælland senere søndag.
Sejren var Sønderjyskes første i årets mesterskabsspil, som hidtil kun havde resulteret i et enkelt point fra en uafgjort kamp og derudover fem nederlag.
Med sejren holder Sønderjyske stadig fast i en teoretisk chance for selv at komme op på tredjepladsen eller som minimum fjerdepladsen, som vil betyde en chance for europæisk fodbold.
Første halvleg startede på noget nær alle andre måder, end hvad der var forventet inden kampstart med ovenstående fakta in mente.
De første 10 minutter var således ikke gået, førend Sønderjyske havde bragt sig foran med 2-0.
Først ved et selvmål af Markus Halsti, der blot var en af tre FCM-forsvarere, som havde del i målet, og dernæst ved et hovedstød af Johan Absalonsen.
Ved det andet mål var forsvaret i øvrigt udstillet endnu engang, da FCM var overmandet med tre mod fire i eget felt.
Midtvejs i halvlegen lignede det i nogle få sekunder, at der ville komme en tidlig de facto afslutning på kampen, da endnu en forsvarsfejl gav målscoreren Johan Absalonsen en hel banehalvdel for sig selv med Midtjyllands målmand, Dahlin.
Men ak og ve for Sønderjyskes højtstemte tilhængere, så tog Absalonsen et alt for langt træk og chancen blev til ingenting. Som kampen udviklede sig begyndte det at ligne en forspildt chance, der kunne blive dyr.
FCM begyndte nemlig at blive mere dominerende og specielt Rilwan Hassan viste et arbejdsraseri frem. Og ligesom første halvleg skulle til at slutte blev det belønnet, da han kunne reducere til 2-1.
Det kunne have været starten på et FCM-comeback, men tidligt i anden halveg koksede det igen i forsvaret for FCM med Sønderjyske mål til følge.
Og så blev det tid til to FCM-indskiftninger, der fik ganske forskellige indvirkninger på kampen: Rafael van der Vaart og Gustav Wikheim.
Sidstnævnte bragte således spænding tilbage i kampen med en reducering til 3-2, mens van der Vaart dræbte den igen, da han begik et straffespark, som Johan Absalonsen sikkert konverterede til 4-2.
I anden halvlegs overtid gik det så helt galt, da indskiftede Silas Songani på alt for uhindret vis kunne score til 5-2.