Fortsæt til indhold
Fodbold

John Sivebæk har fået stjålet sin EM-guldmedalje

Endnu en EM-helt har mistet sin guldmedalje.

For et års tid siden fik Morten Bruun stjålet den guldmedalje, som han vandt ved EM i 1992, men han var åbenbart ikke den første.

Ifølge Horsens Folkeblad fik John Sivebæk allerede stjålet sin i 2006.

»Jeg har mistet min guldmedalje fra EM i fodbold i 1992. Den blev stjålet under et indbrud i vort hjem. De tog min kones smykker og en masse andet. EM-medaljen er aldrig dukket op,« siger John Sivebæk til Horsens Folkeblad.

I modsætningen til John Sivebæk var Morten Bruun meget åben om tabet, og i år fik han så en erstatningsmedalje, som Uefa havde fået reproduceret.

»Jeg kom til at tænke på det, da Morten Bruun under DBU's fodbold award sagde, at han havde mistet sin medalje. Hvis det er muligt at skaffe en erstatningsmedalje til Morten Bruun, kunne jeg da også tænke mig at få en erstatning,« siger John Sivebæk til Horsens Folkeblad.