Tottenhams Pochettino om Barcelona-legenden Xavi: Han går fra løgn til løgn
»Han prøver at ødelægge vores fokus på sejren, fordi han hader mig,« lyder det fra Pochettino om Xavi.
Tiden læger ikke alle sår. Det må være læren af en rask ordkrig, som netop har udspillet sig mellem den tidligere Barcelona-spiller Xavi, der nåede knap 500 kampe for klubben, og Tottenhams manager Mauricio Pochettino.
Uenigheden opstod, efter Xavi berettes at have sagt, at han har talt med sin gamle manager fra Barcelona Pep Guardiola, som nu træner Manchester City, og at Guardiola skulle være interesseret i at købe Tottenhams spiller Dele Alli.
At den slags tanker skulle omgære en fremadstormende ung spiller og en rig bejlende klub, er måske ikke så opsigtsvækkende i sig selv, men at det er lige netop Xavi, som nu spiller i Qatar, der skal snakke om det, var mere end Pochettino kunne klare.
»Han er inde i en periode, hvor han elsker at snakke. Han prøver at ødelægge vores fokus på sejren, fordi han hader mig. Han er Barcelona. Jeg kender ham indgående, fordi jeg har spillet meget imod ham,« siger Pochettino ifølge Guardian.
Og det er netop i de sidste sætninger, at vi finder årsagen til, at Tottenham-manageren reagerer så skarpt.
For år tilbage, mens Xavi var Barcelona-spiller, var Pochettino nemlig manager i den mindre Barcelona-klub Espanyol, som konstant bliver overskygget af storklubben FC Barcelona i et forhold, der kan beskrives som David mod Goliat, hvis David stod uden slynge.
Rivaliseringen fra dengang stikker så dybt, at Pochettino endda hev en otte år gammel hændelse frem for at udpensle, hvorfor han ikke tildeler Xavis ord megen værdi.
»I mandags kom Thierry Henry til vores træningsanlæg (for at lave et interview til Sky Sport), og vi huskede tilbage på kampen mellem Barcelona og Espanyol i december 2009, hvor Henry spillede for Barcelona. Jeg var Espanyol-manager. I den kamp snød Xavi dommeren. Han faldt og fik et straffe, Zlatan Ibrahimovic scorede og Barcelona vandt 1-0. Jeg har altid husket Xavi for den hændelse,« siger Pochettino og fortsætter:
»Efterfølgende var det sjovt, for på video kunne man se, at ingen rørte ham. Men i medierne sagde han ”nej, jeg lover, at der var straffe.« Kom nu lige. Det går fra løgn til løgn. Måske arbejder Xavi for Manchester City og vil hjælpe Guardiola og Vincent Kompany nu.«
Videre i interviewet understreger Pochettino, at Tottenham ikke har behov for at sælge spillere for at få penge i klubkassen. Salg kommer kun på tale, hvis klubben selv har lyst.