OB slog AaB 4-0 og er holdet, alle de andre vil undgå i nedrykningsspillet
OB præsterer efter en 4-0 sejr mandag over AaB som et tophold, og det er i høj grad træner Kent Nielsens fortjeneste.
Ét kan hurtigt fastslås omkring OB, når holdet trods den nuværende gode form alligevel ikke kan nå Superligaens slutspil grundet et rædderligt efterår. Det er uden tvivl mandskabet, som alle de andre i de kommende to nedrykningspuljer vil undgå at blive parret med. For studs lige en ekstra gang over følgende, ganske korte opsummering af OB’s sæson.
OB begyndte den med fire uafgjorte resultater, og efter en sejr over FC Nordsjælland i kamp fem vandt holdet 22. august – 6. november kun 1 af i alt 11 kampe i Superligaen. Så sluttede holdet efteråret tåleligt, og efter nu syv point i dette stadigvæk iskolde forårs tre kampe er holdet som nummer 11 i ligaen for første gang siden runde 10 placeret bedre end nummer 12.
Tophold
Med 4-0-sejren mandag aften mod AaB er OB ubesejret i fem kampe med et pointsnit på mere end to og præsterer lige nu som et tophold i Superligaen. Spillet er ikke hele tiden til dette, men vigtigst af alt har OB fundet en retning for sin fodbold, og meget af det er cheftræner Kent Nielsens fortjeneste.
Han har i forvejen været ganske vigtig for rekrutteringen af nogle af OB’s nye spillere. Nu er han begyndt at få rollerne i sine fodboldtanker udfyldt af de rigtige profiler, og det ses.
På den ene kant nærmer Rasmus Jønsson sig formen fra, da han og Kent Nielsen blev mester med mandagens modstander AaB. På den anden scorede Casper Nielsen sit første OB-mål og sit kun fjerde i over 100 superligakampe. Begge giver holdet et drev i omstillingerne, som det manglede i efteråret, da afskeden med Rasmus Falk til FC København var tydeligere, end det skulle have været. Alle scoringer denne mandag opstod således efter det, man engang kaldte en kontra.
Vigtigst af alt er OB dog blevet et mere defensivt solidt hold. AaB havde vundet forårets første tre opgør og i dem lavet 10 mål. I Odense kom udeholdet ikke til én stor chance, og den nye cheftræner, Morten Wieghorst, trak til tider sit frustrerede kropssprog fra sluttiden i AGF frem. Kent Nielsen så til tider lige så utilfreds ud, men det gør han altid. Jo, det var ”hyggeligt” i denne næsten kyniske kulde i Odense.
For AaB var nederlaget som et pludseligt, hårdt slag på hoften. Det gjorde overraskende ondt og kan lamme den fremragende begyndelse, Wieghorst ellers har haft som træner i Aalborg. Offensivt var det langsomt, til tider apatisk. OB pillede AaB’s idéer i stykker centralt og brugte omstillingerne effektivt.
Med nederlaget missede AaB en flot chance for at skabe et hul til Randers i kampen om top seks.