Luis Enrique forlader FC Barcelona efter sæsonen
Cheftræneren meddeler, at han ikke bliver hos de spanske fodboldmestre efter denne sæson.
FC Barcelonas cheftræner, Luis Enrique, fortæller onsdag aften, at han stopper i den spanske fodboldklub efter denne sæson.
Det skriver FC Barcelona på Twitter.
- Luis Enrique meddeler, at han ikke fortsætter som Barcelonas træner i næste sæson, lyder det i en kortfattet besked.
Beskeden kom, umiddelbart efter at Barcelona havde vundet 6-1 hjemme over Sporting Gijón i den spanske liga.
Luis Enriques person har været til debat i medierne efter den seneste tids resultater i Barcelona, ikke mindst 0-4-nederlaget ude til franske Paris Saint-Germain i Champions Leagues ottendedelsfinaler.
Barcelona har også haltet efter ærkerivalen Real Madrid i denne sæson i den spanske liga, om end Barcelona i hvert fald midlertidigt fik spillet sig op på førstepladsen med sejren over Sporting Gijón.
46-årige Luis Enrique fik sin fodboldopdragelse hos netop Sporting Gijón, inden han i 1991 skiftede til Real Madrid, hvor han blandt andre spillede sammen med Michael Laudrup.
Fem år senere foretog Luis Enrique det kontroversielle skifte til FC Barcelona, hvor han var i otte år frem til karrierestoppet i 2004.
Siden blev Luis Enrique cheftræner for italienske Roma og spanske Celta Vigo, inden han i sommeren 2014 blev gjort til cheftræner for Barcelona.
I sin første sæson vandt han både det spanske mesterskab og pokalturneringen samt Champions League.
I sidste sæson blev det igen til både mesterskab og pokaltriumf i Spanien, og Barcelona vandt desuden VM for klubhold.
I denne sæson har Barcelona igen spillet sig frem til pokalfinalen, mens det efter 0-4-nederlaget i Paris ser svært ud i forhold til at gå videre til kvartfinalerne i Champions League.