Real Madrid forlanger respekt for Ronaldo
Den spanske storklub har i en pressemeddelelse skrevet, at Ronaldo overholder alle skatteaftaler i Spanien.
De 11 medier bag de såkaldte ”Football leaks” – en database med 18,6 mio. dokumenter om kontrakter fra fodboldens verden – er i deres arbejde hovedsageligt blevet mødt af en mur af tavshed.
Men nu åbner Real Madrid op for gensvar på, at klubbens superstjerne skulle have snydt i skat.
I en kortfattet besked på Real Madrids hjemmeside skriver klubben:
”I lyset af de historier, der er blevet offentliggjort over de seneste dage, og i betragtning af det certifikat, der er udstedt af de spanske skattemyndigheder, som bekræfter, at vores spiller Cristiano Ronaldo har overholdt alle skattepligter, opfordrer Real Madrid CF til at udvise respekt for Cristiano Ronaldo, hvis adfærd har været helt eksemplarisk i hele sin tid i klubben.”
Ifølge de lækkede papirer har Cristiano Ronaldo kanaliseret 85 pct. af sin indtægt gennem et skuffeselskab på De Britiske Jomfruøer. 1,1 mia. kr. som han har betalt 3,8 pct. i skat af.
De spanske skattemyndigheder har bekræftet, at der er en undersøgelse i gang af Ronaldos skatteforhold, men sagen er mere kompliceret end som så. De mange penge stammer fra Ronaldos indtægter gennem personlige sponsoraftaler, hvilket betyder, at pengene ikke nødvendigvis er gået igennem Spanien.
Først i 2014 deklarerede Ronaldo 15 pct. af en del af indtægterne til de spanske skattemyndigheder.
Real Madrid har selv været i søgelyset, da klubben – ifølge Football Leaks, som danske Politiken deltager i – har været med til at rådgive nye spiller om, hvordan man slap for at betale fuld skat.