Rutineret træner får tredje fyreseddel på et år
Da Udinese sent søndag fyrede træner Giuseppe Iachini, var det tredje gang på et år, han mistede sit job.
Udinese skal på trænerjagt, efter at klubben søndag aften fyrede cheftræner Giuseppe Iachini.
0-3-nederlaget hjemme til Lazio var mere, end klubledelsen kunne tåle, og så røg den 52-årige træner ud.
- Udinese har fritaget Giuseppe Iachini fra posten som træner for førsteholdet, lød det i en meddelelse fra klubben.
De færreste synes, det er sjovt at blive fyret, men Iachini har mere dugfrisk erfaring i at håndtere fyringer end de fleste andre trænere.
Afskedigelsen i Udinese er således den tredje for den italienske træner inden for det seneste år.
I november 2015 blev han fyret hos ligakonkurrenten Palermo, hvor trænerne notorisk har vanskeligt ved at holde sig i sædet under den kortluntede præsident Maurizio Zamparini.
Alligevel takkede han ja til at vende tilbage til samme job i februar i år blot for at blive fyret igen måneden efter.
I maj blev han ansat i Udinese, men den kontrakt er nu også en saga blot.
Udinese er nummer 16 i Serie A med syv point for syv kampe.