AaB og Silkeborg leverede sæsonens kamp
Silkeborg og AaB spillede mandag denne Superligasæsons måske mest charmerende kamp ved at levere otte mål, drama og elendigt forsvarspil.
Ét kan allerede konkluderes nu, selv om vi end ikke er halvvejs i Superligaens grundspil. Silkeborg bliver ikke automatisk nummer 14 og den direkte nedrykker til 1. division. Det midtjyske hold kommer til at synge i driblingerne og smække igennem i tacklingerne hele vejen til maj for at efterlade et andet hold som den direkte nedrykker.
Mandag vandt Silkeborg helt fortjent 5-3 over det formodede tophold AaB, der mødte frem i Silkeborg i den defensivt mest skrøbelige og usikre udgave af sig selv siden en snittet på 2-5 i Parken i foråret. AaB’s defensive præstation var en omgang slatten ungdomsfodbold med udtalt mangel på mænd, som ved, hvad Superligaen drejer sig om og evnen til at hive sine holdkammerater med. Det værste ved nederlaget for AaB var, at Nicklas Helenius var spilleren, som bragte Silkeborg tilbage på ruten mod sejr ved stillingen 3-3.
Helenius havde været topscorer i flere sæsoner for AaB, da han blev solgt til Aston Villa i 2013. Opholdet i England blev ødelagt af sygdom og et mentalt sammenbrud, og derfor vendte Helenius tilbage til Aalborg i 2014. Comebacket blev ikke en succes, og nu er han i Silkeborg. Denne mandag klaskede Helenius Silkeborg mod tre point med sit mål til 4-3, mens Silkeborg var presset.
Om AaB kan man konkludere, at holdet er i problemer. Det var måske ventet, at holdet ville gennemgå svære perioder i denne sæson efter afsked med spillere som Nikolaj Thomsen, Lukas Spalvis og Kenneth Emil Petersen, men det har nu tabt tre af de seneste fire kamp. Derfor har AaB mistet kontakten til toppen af Superligaen, mens holdene bagfra nærmer sig.
Mod Silkeborg manglede anfører Rasmus Würtz, der havde karantæne, og det var mærkbart. AaB var uden ham et skrøbeligt mandskab uden styring centralt og især defensivt, hvor Silkeborgs kreative spillere havde for let ved at komme i farlige situationer. Det var ganske overraskende og bekymrende for AaB med en præstation, der var tæt på energiløs.
Silkeborgs sejr betyder ganske overraskende, at ingen af de tre oprykkerhold befinder sig blandt de to bundhold i Superligaen. Silkeborg rykker nemlig væk fra den og efterlader OB samt Esbjerg tre point bag sig. De to traditionsklubber er med syv point nu de to eneste hold i Superligaen under 10 point, og de skal passe alvorligt på, at de ikke isoleres i en direkte kamp om at undgå nedrykning.
Ikke mindst fordi meget tyder på, at Silkeborg, de flestes bud efter seks eller endda syv runder på en direkte nedrykker, virkelig er kommet i gang. I de fire seneste kampe har Silkeborg ikke tabt og scorer for øjeblikket point som et tophold med to sejre og to uafgjorte i de seneste fire kampe.
Mod AaB var sejren især fortjent på grund af både frigjort og inspireret angrebsspil af Silkeborgs offensive spillere. De to angrebsivrige backs Mikkel Cramer og især Jens Martin Gammelby viste glimrende evner i en-mod-en spillet, og de blev suppleret af både Nicolaj Agger, Robert Skov og Davit Skhirtladze. Sidstnævnte har virkelig fået gang i karrieren igen og er ikke set bedre siden en periode for AGF for tre-fire år siden.
Silkeborg red sig gennem kampen takket være en indledende scoring af netop Skhirtladze. Georgieren kom allerede efter ni minutter højest på et hjørnespark fra Nicolaj Agger og snittede bolden i mål. Derfra overtog AaB kampen totalt i 10 minutter, og man sad med fornemmelsen, at AaB ville vinde sikkert, da holdet udlignede fem minutter efter Silkeborgs 1-0. Passivt forsvarsspil gav Marco Meilinger frit skud fra kanten af feltet, og han scorede klogt og fladt.
Som 1. halvleg skred frem viste Silkeborg dog, at holdet som minimum ville gøre denne kamp lige, og faktisk var holdet det bedste. Jens Martin Gammelby skred fri et par gange i højresiden, men 2-1 scoringen kom først, da Robert Skov fik en frisparksmulighed efter 35 minutter. Skov kan skyde frispark i samme stil som Cristiano Ronaldo, og det gjorde han her. Et løb lige på bolden og et stejlt vristspark fik bolden til at svinge og ”slå” så meget i luften, at AaB-målmand Nicolai Larsen simpelthen sprang forbi den, så den gik i rusen, selv om skuddet befandt sig både lavt og midt i målet. Det var et klart målmandsdrop af Larsen, bedst som man troede, at den tidligere landsholdsmålmand var kommet sig efter flere klare og kampafgørende drop i sidste sæson. Få minutter senere var Davit Skhirtladze tæt på at score sit andet mål, da han blev spillet fri af Jens Martin Gammelby, men georgieren afsluttede for dårligt.
Det gjorde han ikke fem minutter inde i 2. halvleg. Dennis Flintas flade aflevering på tværs af straffesparksfeltet endte hos Skhirtladze, som tæmmede og klaskede bolden tørt og hårdt i mål i det korte hjørne.
Med 3-1 troede man, at kampen var afgjort, men et pludseligt mål efter 65 minutter af midterforsvareren Kasper Pedersen efter et hjørnespark ændrede dette. I de 10 efterfølgende minutter dominerede AaB alt og kombinerede sig flere gange til åbne chancer. Efter 75 minutter blev Silkeborgs forsvar spillet tyndt mod venstre, og AaB’s venstre back Jacob Blåbjerg scorede fladt og sikkert.
Da troede AaB på det. På sejr og tre point. Men så var det, at Nicklas Helenius gjorde det til 4-3. Herefter satsede AaB voldsomt, og det gav indskiftede Andreas Albers en friløber tre minutter før kampens afslutning, som han sikkert scorede på.