Fortsæt til indhold
Fodbold

Riddersholm langer ud efter sine profiler

»Vores bedste spillere levede ikke op til deres topniveau i dag,« sagde AGF-træneren, som mente, at AGF kunne have gjort det langt bedre i Parken.

Med et point i alt i en uge med tre kampe befinder AGF sig nu i slipstrømmen af de hold, som kandiderer til at komme i Superligaens slutspil. I 0-2 nederlaget til FC København var den skyldige, at for mange af AGF’s profiler ikke spillede op til deres bedste. Derfor afviste AGF’s træner Glen Riddersholm også, at han havde gjort sit hold en bjørnetjeneste ved at ændre formation, så AGF for første gang med ham som cheftræner spillede 3-5-2 fra kampens begyndelse.

»Det handlede ikke så meget om formationen i dag. Vi var oppe mod et godt hold, men samtidig underpræsterede vi i høj grad. Vi havde for mange af vores bedste spillere, som ikke levede op til deres topniveau. Samtidig overholdte vi ikke vores aftaler, og når vi ikke gjorde det, er det ligegyldigt, hvordan vi griber kampene an,« sagde en kontant Glen Riddersholm efter nederlaget til FC København.

Han udviste dog også en vis forståelse for, at AGF havde svært ved at gøre kampen jævnbyrdig.

»Skal jeg give spillerne lidt kredit er det, at to kampe på 60 timer mod to af Danmarks bedste hold, kræver sin mand fysisk. Inden 1-0 målet havde vi en kæmpe mulighed ved Kasper Junker, som vi skulle have scoret på, og det har været vores problem på det seneste,« lød det fra Riddersholm, der lidt overraskende, ikke mente, at FC København havde haft mange chancer i kampen.

For til det kunne det nævnes, at Andreas Cornelius fik annulleret et mål og skød snært over. At Thomas Delaney ramte overliggeren, og at Mathias Jørgensens hovedstød blev pareret ud på stolpen af AGF’s målmand Aleksandar Jovanovic. Samtidig misbrugte Andrija Pavlovic to store chancer i 1. halvleg. Dette var blot nogle af FC Københavns chancer foruden de to mål, som holdet scorede.

Derfor købte FC Københavns William Kvist heller ikke, at FC København har fået det sværere i Superligaen over den seneste måned.

»Jeg synes, at den er lidt søgt,« sagde han.

FC Københavns tre seneste hjemmekampe har dog ikke været lette for mesterholdet. Mod AaB spillede holdet uafgjort, og kampen mod OB blev først afgjort få minutter før tid. Samtidig var FC København bagud 1-2 indtil lidt over 10 minutter før tid i onsdags i Randers.

»Sidste gang vi havde en kamp på hjemme, hvor vi bare vandt, var det mod FC Nordsjælland, men jeg husker også andre år, hvor der var sådanne perioder. AGF spiller enormt defensivt i dag og har en chance, så det er mere normalt, at vi havde scoret et par stykker, og vi har tre gode angribere, som kan bruges,« sagde Kvist.

FC Københavns manager Ståle Solbakken var glad for, at Federico Santander er kommet i gang. Angriberen har nu lavet tre mål på to kampe i Superligaen efter slet ikke at have scoret i de første ni.

»Han så godt ud i begyndelsen af sæsonen, men kalenderen er anderledes i Sydamerika, så måske tror han, at sæsonen først begynder efter otte-ni kampe,« sagde Solbakken med et smil og afviste, at FC København har gjort et eller andet specielt for at få Santander til at lave mål i ligaen.

Som målmand havde Solbakken valgt Stephan Andersen, som ikke havde spillet, siden han blev skadet i sidste sæson. Førstemålmand Robin Olsen blev dermed henvist til bænken, men Solbakken afviser, at han vil begynde en rotation mellem sine målmand, hvor Olsen bruges i Champions League, mens Andersen bruges i Superligaen. Den model ses ofte i store, europæiske klubber med to jævnbyrdige målmænd.

»Stephan Andersen, Tom Høgli og Mikael Antonsson træner så godt, at det skal belønnes. Jeg kan jo ikke sige til Stephan Andersen, at han kun skal spille mod Jammerbugt eller, hvem vi nu har trukket i pokalturneringen, når han træner så godt,« forklarede Solbakken.

Artiklens emner
AGF
FCK