Fortsæt til indhold
Fodbold

Sønderjyske-træner: “Jeg er bekymret”

Sønderjyske slider i øjeblikket for at få vendt en negativ udvikling, erkender træner efter ny skuffelse.

Det var en flok skuffede og selvbebrejdende Sønderjyske-spillere, der skulle stille op til spørgsmål efter en ny skuffelse søndag aften.

Holdet tabte ganske vist ikke, men 2-2 resultatet mod bundproppen Silkeborg dækkede over en særdeles utilfredsstillende indsats ifølge blandt andet kaptajn Pierre Kanstrup.

“Den her indsats er på ingen måde godkendt. Vi skal kigge os i spejlet og komme ud med en helt anden indstilling i fremtiden, hvis vi skal have vendt det her,” siger han.

Med “det her” mener han placeringen som næstsidst i Superligaen efter otte sejrsløse kampe, der kommer både uventet og skuffende efter sidste års sensationelle sølvmedaljer.

“Det kan godt være, at vi havde en lidt anden tro på tingene sidste år, men det er svært at sige, hvad fa’en det er, der mangler,” siger Pierre Kanstrup.

Det er ikke troen på egne evner, der er væk, hvis man skal tro såvel anføreren som hans chef, træner Jakob Michelsen.

“Vi havde trænet rigtig godt i løbet af landskampspausen og alle forudsætninger for en god præstation var til stede mod Silkeborg. Jeg havde også en god tro på det inden kampen, for folk virkede fokuserede, men alligevel skuffede vi,” siger Jakob Michelsen.

Nu er opgaven at sørge for, at den første store nedtur i Michelsens regeringsperiode ikke får lov at ødelægge den udvikling, holdet har oplevet det seneste år i form af flere brudte klubrekorder, sølvmedaljer og europæisk succes.

“Jeg er bekymret over, at vi laver så dårlig en præstation i dag, og hvis ikke vi havde spillet gode kampe tidligere, havde jeg været rigtig bekymret. Jeg ved, hvad holdet indeholder, så jeg forventer bedre præstationer fremover, og det må meget gerne starte i næste kamp på søndag,” siger Jakob Michelsen.

Den sløje sæsonstart er tidligere delvist blevet forklaret med et hårdt kampprogram på grund af europæiske kampe, ligesom holdet i sidste måned led en mavepustende nedtur mod Sparta Prag, hvor Sønderjyske lå til at gå videre til Europa League-gruppespillet i halvlegen af returopgøret, men til sidst blev slået ud samlet med ét mål.

Hverken dén skuffelse eller de europæiske kampe skal dog være en undskyldning for søndagens præstation, siger Jakob Michelsen.

“Det er ikke nogen hemmelighed, at vi slider lidt med det i øjeblikket, og vi har tidligere forklaret det med, at vi har spillet mange kampe på kort tid, men i dag er der ingen undskyldninger. Vi leverede bare en dårlig præstation,” siger han.

Anderledes glæde var der i Silkeborg-lejren hos træner Peter Sørensen.

“Vi er godt tilfredse med resultatet, selvom vi i virkeligheden kunne have vundet. Men vi må hæfte os ved, at vi leverede en god indsats og måske nok også den bedste i denne sæson,” siger han.

Træneren sendte samtidig ros afsted til en af holdets målscorere, Nicklas Helenius, der ligeledes var glad for holdets indsats.

“Det var en rigtig god kamp fra vores side. Vi viste en god attitude, og vi matchede Sønderjyskes vilje og fight. Det var en rigtig fed følelese at spille sådan,” siger han og fortsætter.

“Jeg er glad for det ene point på den måde, at vi var bagud to gange, men vi havde fortjent at vinde,” siger Nicklas Helenius.