Sønderjyske missede penge, point og hævn i Prag
Der var mere end sportslig prestige i puljen, da den tjekkiske vicemester løb med deltagelsen i Europa League.
Indtil for små 100 dage siden var Sønderjyskes forbindelse til Europa de 57 kilometer, som skal tilbagelægges for at krydse kongerigets grænse i Padborg. Torsdag gjorde en samling sønderjyder det pr. bus for at entrere Stadion Letná i Den Tjekkiske Republik og potentielt bevidne endnu et stykke ’synnejysk’ fodboldhistorie.
I denne sæson har Sønderjyske nemlig spillet kvalifikation til den næstfineste klubturnering, Europa League, for første gang nogensinde. Holdet havde tillige fightet sig frem til afgørende playoff-runde, hvor den danske vicemester på udebane mødte den tjekkiske pendant, Sparta Prag, om avancement til EL’s gruppestadie.
Det forpassede de himmelblåklædte folkehelte imidlertid, da de tabte 3-2 i den tjekkiske hovedstad. Dermed tog klubben ikke puljen, som ellers talte meget mere end sportslig prestige: penge, point og hævn.
Penge, fordi Sønderjyske ville få ca. 18 millioner kr. sprøjtet ind for det videre europæiske ridt, 2,7 millioner kr. for hver sejr og 900.000 kr. for hver remis i gruppespillet af Uefa. Læg dertil tilskuer- og tv-indtægter.
Point, fordi et halvt til et enkelt ville tikke ind på Uefas rangliste, som afgør, hvor mange hold Danmark kan mønstre i hvilke turneringer, og hvornår de træder ind i kvalifikationen til dem i de kommende sæsoner.
Hævn, fordi Sparta Prag på bitter manér eliminerede danske hold fra Uefa Cuppen i 1995 og 2007, da klubben sejrede over Silkeborg og OB på reglen om flest scorede mål på udebane og i straffesparkskonkurrence.
For at forhindre en deja-vu-agtig oplevelse for dansk fodbold havde cheftræner Jakob Michelsen gameplanen klar: Sønderjyske skulle presse højt, sidde tæt i duellerne og deraf slå rytmen i Sparta Prags spil i stykker.
Det excellerede Michelsens 11 udvalgte i. Efter 35 minutters spil kom belønningen, da Sønderjyske erobrede kuglen og sendte Mikael Uhre afsted i en langdistancesprint. Den unge angriber overspurtede sin oppasser, Michal Kadlec, som fik kæmpet sig tilbage i duellen, men en hårdt presset Uhre fik den prikket i kassen.
Med tanke på nullerten i den omvendte kamp på Sydbank Park sidste torsdag kunne det frygtes, at danskerne umiddelbart efter ville stille sig længere tilbage på banen og afvente omstillinger, men det var ingenlunde tilfældet.
Bare fem minutter senere opsnappede Sønderjyske således en fejlaflevering på tjekkernes egen banehalvdel. Bolden havnede hos Troels Kløve, der med verdens ældste skudfinte tørrede Kadlec og scorede til 2-0.
Føringen holdt imidlertid kun en halv time. Vyacheslav Karavaev servede et hjørnespark ind i panden på David Lafata, som scorede til 2-1, inden udligningen kom på et frispark, som Josef Sural headede i nettet.
Derfra handlede det kun om overlevelse for Sønderjyske, som for tredje gang måtte konstatere, at Sparta Prag havde standardvåbnet skarpladt, da Jakub Brabec headede sejrsmålet ind efter et langt indkast.