Gomez, Khedira og Schweinsteiger er skadet før EM-semifinalen, men tyskernes største problem er et helt andet
Fire tyske profiler er ude før opgøret mod Frankrig. Den største bekymring er ikke erstatningerne i de offensive positioner, men hvem der skal hjælpe Jerôme Boateng i forsvaret.
Både Mario Gomez og Sami Khedira blev skadet i kvartfinalen mod Italien. Khediras afløser på banen blev den 31-årige Bastian Schweinsteiger, men det ser ud til, at han også må overvære semifinalen fra sidelinjen.
Mandag blev det meldt ud, at Schweinsteiger fik foretaget en MRI-scanning søndag, efter at han også slog knæet i kampen mod Italien.
Men det er en helt anden problemstilling end tyskerne udfordringer på midtbanen og i angrebet, der bekymrer Henrik Hvillum, Eurosport-kommentator og ekspert i tysk fodbold.
Svækket forsvar
»Angrebsmæssigt er tyskerne dækket godt ind. Man kan spille mange forskellige systemer uden den target-angriber, som Gomez er. Det er i forsvaret, der vil være et savn. Der vil være mange muligheder, men uanset hvilken makker man vælger til Boateng, så bliver det en svækkelse, at Mats Hummels ikke er med,« siger Henrik Hvillum.
Uanset hvilken makker man vælger til Boateng, så bliver det en svækkelse, at Mats Hummels ikke er med.
Mats Hummels, som fik sit andet gule kort i 90. minut mod Italien, er den fjerde nøglespiller, som tyskerne må undvære i semifinalen.
»Erstatninger for Mats Hummels kan blive Shkodran Mustafi, Jonathan Tah eller Benedikt Höwedes. Det er de mest oplagte muligheder, de er alle gode spillere, men ikke nødvendigvis lige så gode, stabile eller på samme høje niveau som Hummels,« siger han.
Uproblematisk offensivt
Det er netop problemstillingen for det tyske landshold – nok har de flest skader på de mere offensive positioner, men her er de dækket bedre ind i forhold til alternativer.
»Fra midtbanen og fremad er jeg ikke så bekymret på tyskernes vegne, men nøglen til succes for tyskerne ligger i forsvaret, og derfor også i valget man træffer omkring, hvem man vælger skal spille ved siden af Boateng. Spilleren man vælger, skal præstere på absolut topniveau, ellers vil forsvaret få problemer med spillere som Griezmann og Giroud.«
Eksperten ser derimod naturlige løsninger for, hvordan Löw kan løse situationen på midtbanen.
»Som afløser for Khedira og Schweinsteiger er der eksempelvis Julian Weigl fra Dortmund, som ikke har været i spil ved slutrunden endnu, men har haft en god sæson i Bundesligaen, hvor han har fået sit gennembrud. Jeg er sikker på, han kan udfylde en af pladserne. Emre Can er også et godt alternativ til den defensive midtbane og kan også spille en af backpladserne, hvis man vælger at bruge en 2-5-3-løsning.«
»Det er ikke nødvendigvis en svækkelse at erstatte med de spillere – bare en anden løsning, som kan være lige så god. Og hvis det ikke virker, så har Löw stadig alternativer på bænken, så han kan ændre i opstillingen undervejs,« vurderer eksperten.
Debutanter kan erstatte
Han ser intet problem i at sætte Emre Can eller Julian Weigl i spil til semifinalen, selv om de endnu ikke er brugt ved slutrunden.
Det er spillere »som er vant til pres og er så dygtige, at de kan træde direkte ind i truppen.«
Angrebsmæssigt ser Henrik Hvillum også flere muligheder, hvoraf en af dem er at sætte Draxler i spil. Draxler kom først på banen sent i kampen mod Italien.
»Angrebsmæssigt er tyskerne godt besat – selv uden Gomez. De har både Götze, Müller og Draxler, som man også kan lægge op som første mand. Man kan spille mange andre systemer uden en target-angriber. Et eksempel kunne være at bruge Götze som fast 9’er og dermed få trukket ham ned i banen og de øvrige midtbanespillere fremad.«
Eksperten vurderer dog, at den største svækkelse i det offensive er afbuddet fra Gomez. Men han er ikke sikker på, at Löw alligevel havde valgt at spille på den måde mod franskmændene.