Gamle mænd og glade fans

NICE — Tirsdag stødte jeg tilfældigt ind i en walisisk og en belgisk fan ved hovedbanegården Gare de Nice-Ville. De kendte ikke hinanden, men ville gerne tale i munden på hinanden.

»EM har været fantastisk! Se bare på alle de glade fans!« sagde waliseren.

»Nej, det har været det mest tarvelige EM nogensinde, de bedste spillere er trætte, og de bedste hold er ikke gode nok,« sagde belgieren.

Et sted mellem disse to følelser finder vi EM 2016.

Vi kan ikke lade være med at blive en lille smule skuffede hver anden sommer, når vi endnu en gang blænder op for en af de store landsholdsslutrunder, VM eller EM. Vi forventer det helt store festfyrværkeri, men står gang på gang tilbage med en omgang sportslig middelmådighed.

VM 2014

Turneringen i Brasilien for to år siden var rigtignok opløftende og charmerende i gruppespillet, hvor det flød, om ikke med mælk og honning, så i hvert fald med scoringer og fremadrettet spil. Vi var måske godt klar over, at det spillemæssige niveau ikke var fantastisk, men vi hyggede os. Værre blev det efter de indledende runder.

Målgennemsnittet faldt, og navnlig fra kvartfinalerne indfandt tørken sig. Ud over Brasiliens to markante nederlag til først Tyskland i semifinalen (1-7) og siden Holland i bronzekampen (0-3) blev vi i denne fase budt på bare én kamp med mere end ét mål i ordinær spilletid. Igen dengang stod vi ærgerlige og frustrerede tilbage.

For hvorfor kunne de bedste spillere, Lionel Messi, Cristiano Ronaldo og alle de andre, ikke bare levere på det samme tårnhøje niveau som på klubplan? Hvorfor i alverden var det spillere som Sergio Romero, Stefan de Vrij, Enner Valencia, Xherdan Shaqiri og Juan Cuadrado, der tegnede slutrunden? Vi havde svært ved at forstå det.

Den samme sang

Sangen er den samme under dette europamesterskab, og det er tilsyneladende ikke blevet bedre med udvidelsen fra 16 til 24 hold. Både herhjemme og i udlandet har de kritiske røster således været mange. Morten Olsen, der allerede før turneringens begyndelse luftede sin frygt her i avisen, har siden kaldt udvidelsen for en devaluering af EM.

Den tidligere danske landstræner er dermed på linje med flere andre iagttagere. EM’s eksistensberettigelse har i de seneste mange år været det høje sportslige niveau. Slutrunderne i 2000, 2008 og 2012 står tilbage som stærke turneringer med kvalitetsopgør fra åbningskamp til finale. Med udvidelsen frygtede vi, at især de fem nye drenge i klassen ville blive pryglet gule og blå.

Sådan er det imidlertid langtfra gået. Albanien gjorde en fin figur i gruppespillet og holdt Frankrig fra at score i 89 minutter ved faktisk at spille med. Nordirland og Slovakiet gik videre fra gruppen. Wales og Island er i kvartfinalerne. I stedet har indlemmelsen af de mange nye små og mellemstore nationer medført en fastlåst fodbold, der først rigtig er blevet forløst med de fem sidste 1/8-finaler.

Jævnbyrdige kampe

Vi troede, vi ville få det mest ulige mesterskab nogensinde med storsejre til giganter som Tyskland, Spanien og Frankrig. I stedet har vi fået det mest jævnbyrdige EM i mange år. Ingen hold formåede at få maksimumpoint i gruppespillet for første gang i 20 år. Det aktuelle målgennemsnit på nøjagtig to scoringer per kamp er det laveste ved et europamesterskab siden 1980.

For mens de små ikke har været så ubehjælpelige, som vi måske troede, har de største vist sig sjældent sårbare og i den forstand mindet os om landsholdsfodboldens og de store sommerslutrunders udfordringer. Engang var det her, den bedste fodbold blev spillet, her, de nye taktiske tiltag blev lanceret. Sådan var det indtil midten af 1980’erne, men sådan er det langtfra længere.

Klubfodboldens niveau har for længst overhalet landsholdsfodboldens. Både FC Barcelona og Real Madrid er bedre fodboldhold end Spanien, FC Bayern München ser stærkere ud end Tyskland, og mon ikke også Paris Saint-Germain ville besejre Didier Deschamps’ franske landshold?

Modne trænere

Det er i den forbindelse karakteristisk, hvor få unge og profilerede trænere vi ser til dette EM. I sine unge dage plejede José Mourinho at skryde, at landstrænerposter var for bedstefædre, og noget kunne tyde på, at den åbenmundede portugiser efterhånden har ret. Englands Roy Hodgson (68 år) stoppede efter choknederlaget til Island, og Spaniens Vicente del Bosque (65) forventes at gøre det samme inden for få dage.

Rækken af ældre trænere er lang og strækker sig fra Rumæniens landstræner, Anghel Iordanescu (66), Ukraines Mykhajlo Fomenko (67) over Tyrkiets Fatih Terim (62) og Kroatiens Ante Cacic (62) til Nordirlands Martin O’Neill (64) og Portugals Fernando Santos (61).

Italienernes Antonio Conte skiller sig hermed ud. Han er en af de stærkeste taktikere i Europa og har haft enorm succes som Juventus-træner, men han er kun 46 år gammel. Det er næppe tilfældigt, at han efter EM forlader de azurblå for at tiltræde som Chelsea-manager. Hans afløser? Den 68-årige Giampiero Ventura...

Men der er en god grund til overvægten af de gamle mænd. Det mest afgørende i en trup til en slutrunde er den interne harmoni. En landstræner skal ikke lære spillerne at spille fodbold på ny, han skal først og fremmest sørge for, at hans folk fungerer som gruppe. Slutrundetrænerens fornemmeste opgave er mandskabsbehandlingen.

Men det er en fest

Hvad dette EM har savnet i spillemæssigt format, har det haft i berusende folkefest. Målt i decibel og tilskuerfremmøde har turneringen været ekstraordinær. Der har været urolige elementer, men de franske arrangører har strammet op.

De store lande har nydt godt af en solid opbakning, selv om det er de små nationers fans, vi vil huske: nordirerne, waliserne, irerne, islændingene. EM udgør ikke længere den sportslige overligger. Turneringen er blevet en følelsessag.