JP møder nordirerne: »Det er vidunderligt. Vi har grædt mange gange«

De nordirske fans er berømte for deres venlige sind. Men sådan har det ikke altid været. Dengang var det terror, IRA, sekterisk vold og grimme slagsange. Dengang tog man ikke børn med til fodbold.

Artiklens øverste billede
Paul Cullinan, Barbera Weir, Jackson Cullinan og Jacqueline Cullinan. Paul og Jacqueline er skilt. Paul har betalt turen for sin søn, mens Jacqueline har betalt for sin søster Barbera, der er arbejdsløs. Foto: Thomas Lund Hansen

PARIS

Hvis du sætter dig ned for at se kampen mellem Nordirland og Tyskland tirsdag, skal du være ekstra opmærksom i det 64. minut. Her vil lydbilledet ændre sig. Halvdelen – måske mere – af tilskuerne vil taktfast råbe »ARCHIE, ARCHIE«.

Det er en hyldest til den fan, der døde under Nordirlands sejr over Ukraine. Han fik hjertestop, blev 64 år. Og de nordirske fans er en flok, der holder sammen.

Jeg møder fire af dem på en pub i Paris. Jackson Cullinan er søn af Jacqueline og Paul, mens Barbera Weir er søster til Jacqueline. Det er tydeligt, at der er store følelser på spil, når Nordirland spiller.

»Det var en historisk dag, da vi vandt over Ukraine. Inden vi kom herned, sagde vi ”bare vi får scoret et eneste mål, så vi får mulighed for at juble”. Da vi vandt, blev vi lykkelige,« siger den 25-årige Jackson Cullinan.

For nordirerne har det i det hele taget været en følelsesmæssig rejse.

Efter første kamp i Nice døde en anden nordirsk fan, da han beruset faldt otte meter ned fra en strandpromenade.

»Vi lagde blomster, der hvor han døde. Det samme gjorde polakker, englændere og andre fans. Det var meget emotionelt,« siger Jacqueline.

Den fremstrakte hånd til fans af det lille land så man ikke for 20-30 år siden, da landet var dybt splittet i skellet mellem katolikker, protestanter, irere og englændere.

»Den unge mand, der døde, var fra vores by, Ballymena. Vi græd, da vi lagde blomster. Selv de irske fans sang for ham: ”Stand up for the Ulsterman”, hvilket man aldrig vil have set før i tiden. Det er vidunderligt. Vi har grædt mange gange,« siger Barbera.

Hjemmekampe i Wales

For at forstå landsholdets betydning i det nordirske samfund skal man langt tilbage i tiden, og det er ikke nok bare at tale om fodbold. Lad os overlade ordet til Paul:

»Min første landskamp var mod Jugoslavien i 1977, da jeg var 14. Det var den første kamp i Nordirland i syv år. Alle hjemmekampe i den periode blev spillet i Wales, fordi der var så mange problemer med terrorisme i Belfast, men jugoslaverne var nogle hårde sataner, så de kom gerne til Belfast. Sådan var det indtil for 15-16 år siden. Der var sekteriske sange, og folk kom ikke, fordi det var utrygt.

Man skal forstå, at klubfodbold er noget lort i Nordirland. Så folk holder med Manchester United, Liverpool, Arsenal og Chelsea, og de bruger formuer på at rejse for at se de hold.

Paul Cullinan, nordirsk fodboldfan

Jeg har svært ved at uddybe, for som protestant var jeg ikke et offer. Jeg var jo en af dem. Men der kom ikke katolikker, og der kom ingen børn, for det var ikke et sted, man tager børn med. Katolikkerne holdt ikke med Nordirland, for de var utrygge ved os på grund af vores opførsel, på grund af flaget, på grund af nationalsangen,« fortæller Paul Cullinan og fortsætter:

»Det kom dertil, at vi svinede anfører Neil Lennon til, fordi han var katolik. Han skulle have sagt, at han ville være glad, hvis der kun var et landshold for Irland, men jeg tror ikke, at han mente det på en sekterisk måde. Vi vendte os imod ham, og fodboldforbundet svarede igen ved kun at udstede billetter igennem de officielle fanklubber. De skulle så til gengæld have visse standarder for, hvordan man opførte sig, og de tog ansvar for at ændre opførslen. På den måde blev det langsomt bedre.

I den periode havde vi Sammy McIlroy som træner, og vi scorede ikke i tre år i træk. Så kom Lawrie Sanchez til som manager, og han var en hård negl. Så han ændrede spillestilen til at være mere fysisk præget, og langsomt begyndte resultaterne at blive bedre. Vi gik fra at være 4.000 til 6.000 til nu, hvor vi er 16.000 på lægterne, og hvor det nærmest er blevet umuligt at få en billet, fordi vi har slået England, Spanien og Sverige. I to år har vi vundet Uefas pris for at være de bedste landsholdsfans. Det er jeg stolt af.

Man skal forstå, at klubfodbold er noget lort i Nordirland. Så folk holder med Manchester United, Liverpool, Arsenal og Chelsea, og de bruger formuer på at rejse for at se de hold. Det eneste kvalitet, vi ser, er landsholdet, hvor vi kan se modstandere som Ronaldo, Lewandowski eller det tyske landshold. Og det gælder også for spillerne. Der er kun fire, der spiller i Premier League. Vores højre back spiller for Fleetwood Town i den fjerdebedste engelske division, så at spille mod Tyskland kan være højdepunktet af deres karriere,« siger Paul Cullinan.

Mark Callagan er nordierer, men holder med det irske landshold, der også er med ved EM Foto: Thomas Lund Hansen

Irsk afvæbning

I det samme kommer et par irske fans ind på pubben. De er i et vældigt humør, og en af dem – Mark Callaghan – genkender straks Barberas dialekt fra Ballymena.

Mark fortæller en joke, der er så sjofel, at alle skriger af grin. Men hvordan kan en fan fra Irland genkende en lokal dialekt fra en person fra en by i Nordirland?

»Jeg er fra Nordirland, men jeg er irsk og holder med Irland,« siger han.

Igennem samtalen bruger han flere gange udtrykket Nordirland som i »den del af Irland, der ligger i nord« og ikke, som om at det var et selvstændigt land.

»Da England invaderede Irland, var min familie irsk, hvor alle blev skubbet ned til Sydirland, men vi blev, så vi er sydirere i Nordirland. Jeg er født og opvokset i Nordirland, som for os er Irland,« siger Mark Callaghan.

Men jeg forstår ikke, hvorfor holder du ikke med Nordirland?

»Jeg ser mig ikke som nordirer. Jeg ser mig som en irer, der bor i nord. Der, hvor jeg kommer fra, er det eneste sted i Storbritannien, hvor man ved, hvilken religion folk har. Når jeg siger, at jeg er fra Derry, siger folk, at jeg er katolik, for hvis man siger Londonderry, er man protestant, for det var englænderne, der satte London foran. Da jeg var dreng, blev jeg opdraget til at hade englændere og nordirere, hvilket jeg synes er sørgeligt. Da jeg kom på universitet, fik jeg udvidet min horisont, og jeg mødte mennesker fra den anden side af skellet. De blev mine bedste venner, og jeg elsker dem. Nu hader jeg ikke de her mennesker, jeg ser dem som mennesker som os,« siger Mark Callaghan

Men jeg forstår stadig ikke. Hvorfor holder du ikke med Nordirland, når du er født og opvokset der?

»Det gør jeg også, hvis alle var som Paul, Barbara og de andre, men der er så mange fans, der har had imod katolikker i Nordirland ...« siger den 30-årige Mark Callaghan, der bliver afbrudt, da der kommer to polske fans, der ligner skinheads ude efter et slagsmål.

Mark farer op og griner med dem: »Vi er irere, jeg elsker Polen« siger han og afvæbner den sære stemning, som de to polakker har lagt over selskabet.

Og Mark slipper for at give en forklaring på en problematik, der er rodfæstet i hundredvis af års stridigheder og splittelse i det lille land.

Men med deres baggrund og alder har Paul, Barbera og Jacqueline haft en så anderledes opvækst, at de har et noget anderledes syn på den spændte sikkerhedssituation i Paris. Hvor den gennemsnitlige rugbrødsdansker ikke er vant til at skulle have gennemrodet rygsækken, inden man går ind i et supermarked, eller at se politi med halvautomatiske geværer og rifler i gaderne, var det engang hverdag for disse nordirere.

»I 30 år boede vi sådan, at en tilfældig bil på gaden kunne være en bilbombe. Dengang blev vi gennemsøgt hele tiden. Bilen blev gennemsøgt og tasker efterset, når man skulle ud og handle. Been there, done that. For os er sikkerheden et godt tegn. Der kan ikke være nok,« siger Jacqueline.

EU på bordet

Hjemme i Nordirland skal de snart tage stilling til, om de skal stemme ud sig ud af EU.

Stemningen omkring bordet er blandet.

Barbera er den, der taler mest. Hun stemmer for, at Storbritannien forlader EU.

»Jeg vil have kontrollen over vores grænser igen. Det er en sikkerhed mod verden. EU blev grundlagt, sådan at der ikke kom krig mellem lande, men det er jo lige så slemt nu. Jeg har ikke et problem med immigranter, når det er rigtige immigranter, som har brug for hjælp, men vores sundhedssystem er ved at bryde sammen under presset, fordi alle kommer ind,« siger hun.

Men er det ikke bare et spørgsmål om, at grænserne omkring Europa skal være stærkere?

»Jeg er kristen, og jeg tror helt fundamentalt ikke, at der skal være en sammenslutning af lande, der køres fra centralt hold.«

Hvad har det med at være kristen at gøre?

»Det står i Biblen. Der står, at lande ikke skal gå sammen, men der står også, at det kommer til at ske. Det er forudsigelsen af verdens endeligt, og der er vi på vej hen. Derfor stemmer jeg ud for en sikkerheds skyld. Der er folk i Storbritannien, som ikke burde være der, og der er folk fra krigshærgede zoner, som vi gerne vil have, men som ikke er der. Der er kristne over hele verden, der bliver forfulgt, og det er dem, vi skal lukke ind. Der skal være en grænse for, hvem der kommer ind,« siger Barbera.

Og den grænse er nået?

»Sundhedsvæsenet har i hvert fald nået grænsen,« siger Jacqueline, der er sygeplejerske.

Men på trods af den hårde retorik åbnes en kattelem.

»Det kan godt ske, at vi fortryder om fem år,« siger Barbera.

Og så lukker de diskussionen.

De er mere interesserede i, at to af dem mangler billetter til den afgørende kamp tirsdag aften mod de tyske verdensmestre.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.