Et drama selv den skarpeste forfatter ikke kunne skrive smukkere

Fodbold: Inden sidste spillerunde af 2. division har fire hold reelt chancen for at rykke op. De skal sågar mødes indbyrdes og samtidig. Men de to kampe skal holdes adskilt, beordrer Brabrands cheftræner.

Artiklens øverste billede
Jesper Brinck (5) og de øvrige Brabrand-spillere får ikke opdateringer om opryknings kampen undervejs i opgøret mod Brønshøj. Arkivfoto: Kenneth Lysbjerg Koustrup

Det er de skæbnesvangre af slagsen, scenarierne, som er i spil, når sidste runde af 2. division afgør, hvem der sikrer sig tredjepladsen og dermed direkte entré til kongerigets næstbedste liga efter sommer.

Fire hold har reelt chancen for avancement til 1. division. Som om det ikke var nok, mødes selvsamme kvartet indbyrdes, når Brabrand har værtskabet mod Brønshøj, mens Nykøbing skal et smut til Thisted.

Ændringen af turneringsstrukturen var måske et halvtørt emne for de fleste, men hvis Dansk Boldspil Unions mål med at indføre et oprykningsspil og et nedrykningsspil forud for denne sæson var at gøre 2. division mere ophidsende, så kan fodboldforbundet tjekke det af, mener Brabrands cheftræner, Tom Søjberg.

»Det er en fantastisk afslutning på sæsonen. Selv den skarpeste forfatter kunne ikke skrive det smukkere og mere dramatisk, end det vi står i. Altså, jeg elsker de nervepirrende kampe,« siger Tom Søjberg.

Frem med livescore-app

For at Brabrand kan mønstre en plads i top tre, når sidste runde er færdigspillet, skal holdet slå Brønshøj, og Thisted skal tage point mod Nykøbing. Begge opgør fløjtes op lørdag kl. 15.00. Om ikke transistorradioen, så finder i hvert fald livescore-appen anvendelse på bænken undervejs, lader Tom Søjberg forstå.

»Trænerstaben får informationer, men ellers lukker vi ned. Vi tager fat i stadion, når vi speaker og siger, at vi ikke modtager oplysninger oppe fra Thisted. Spillerne skal have lov til at spille den her kamp på bedst mulige præmisser, så vi spiller vores egen kamp. Bagefter må vi se, om det er nok,« siger Tom Søjberg.

Cheftrænerens beslutning om at lade spillerne løbe rundt uvidende om, hvordan forestillingen 175 km længere mod nordvest udspiller sig, er klubbens topscorer med otte mål, Kenan Hajdarevic, enig i.

»Jeg foretrækker, at vi gør vores arbejde færdigt, og så kan vi så høre, om der er en god nyhed eller en dårlig nyhed efter kampen. Nu skal jeg ikke tale for andre, men der er da sikkert også nogle, som godt kunne blive påvirket af, at de får stillingen at vide. Det ville jeg nok også selv blive,« siger Kenan Hajdarevic.

Spillere skal blive i boble

Det er da også årsagen til, at Tom Søjberg vil være mindre meddelsom på sidelinjen. Han nævner et eksempel: En aftale går på, at en kantspiller, når han modtager kuglen retvendt, skal udfordre højre om sin oppasser og bringe den i feltet. Den situation gør, at to andre spillere skal foretage nogle helt bestemte løb.

»Hvis fløjspilleren bare kort løber og tænker på, at et andet hold har scoret et andet sted, er det splitsekund nok til, at han ikke kommer forbi sin mand og serverer bolden, hvor det er aftalt. De der tusindedele kan vi ikke tage ud af tingene. Spillerne er nødt til at blive fastholdt i deres boble,« siger Tom Søjberg.

Taktik er en ting, motivation er en anden. Kunne der ikke ligge en motivationsfaktor i at informere spillerne om den anden kamp undervejs og så bruge den kamp til at skabe et bedre resultat for jer selv?

Jeg foretrækker, at vi gør vores arbejde færdigt, og så kan vi så høre, om der er en god nyhed eller en dårlig nyhed efter kampen.

Kenan Hajdarevic, , angriber Brabrand IF

»Jo, det kan der godt. Det bliver udelukkende mit ansvar at bringe den i spil. Hvis der resultatmæssigt opstår noget undervejs i kampen, som er signifikant, så kan det godt være, at jeg justerer i forhold til det og kommer med en kontramelding. Men ellers kører vi linen ud på den måde, vi har aftalt,« siger Søjberg.

Under alle omstændigheder bliver det 90 minutters krig, når et hold vil triumfere, mens tre andre skal dele den bitre fjerde-, femte- og sjetteplads imellem sig, forudser angriberen Kenan Hajdarevic.

Træneren ryger i søen

»Det er jo spændende. Det er det, man spiller fodbold for. Det bliver noget intenst fodbold, der bliver spillet i weekenden, så det glæder jeg mig utroligt meget til at være med til,« siger Kenan Hajdarevic.

Skulle det marineblåklædte hold fra det vestlige Aarhus formå at hjemtage tredjepladsen på idrætsanlægget i Brabrand lørdag, vil det ifølge dets cheftræner Tom Søjberg få to umiddelbare konsekvenser:

»Tom ryger en tur i søen, og festen efter kampen bliver den vildeste. Jeg kan jo mærke humøret på drengene, når vi har vundet en rigtig svær kamp. Altså, de er jo oppe at køre på den fedeste måde. Så den fest kan godt vare tre dages tid, og der vil nok være en del, som ikke møder på arbejde,« siger Tom Søjberg.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.