Endnu en nordirsk fan død under EM-slutrunden
Dagens dødsfald er det andet blandt Nordirlands fans under slutrunden.
På samme dag, hvor det nordirske fodboldlandshold skrev historie med landets første EM-sejr, blev det britiske land ramt af endnu en tragedie.
En nordirsk fan i starten af 60'erne døde nemlig under kampen, da han stod på tribunen og så kampen på Stade de Lyon.
Det bekræfter en talsmand fra det nordirske hold over for bl.a. ABC News.
Manden kollapsede ifølge bl.a. Belfast News under anden halvleg af kampen på grund af et hjerteanfald. På trods af redningsforsøg lykkedes det ikke at få liv i manden igen.
Tragedien er samtidig den anden, der rammer Nordirland under EM. Efter landets første kamp ved slutrunden - mod Polen søndag eftermiddag - faldt en 24-årig nordirer otte meter ned fra nogle sten, han havde kravlet op på ved strandpromenaden i byen Nice.
Det blev bekræftet af fransk politi.
»Det ser ud til, at der var tale om et uheld - en personlig tragedie. Det var sent om natten, hvor han faldt ned fra strandpromenaden,« fortalte en talsmand fra fransk politi ifølge The Guardian.
Det første dødsfald blev markeret under dagens kamp mod Ukraine, hvor de nordirske spillere bar sort sørgebind, ligesom de nordirske fans begyndte at klappe i det 24. minut på grund af den afdødes alder.
Nordirland vandt kampen med 2-0 over Ukraine og sikrede sig sin første EM-sejr nogensinde.