Ronaldo får hård medfart for sine kommentarer efter EM-kampen mod Island
Portugals største stjerne, Ronaldo, får en hård medfart på Twitter for sine bemærkninger om Island efter 1-1 kampen onsdag aften.
Efter Islands overraskende 1-1 resultat mod storfavoritterne fra Portugal var det en fnysende arrig Ronaldo, som efter opgøret sendte flere mavesure bemærkninger mod Island og holdets tilgang til kampen.
Han var bl.a. fornærmet over måden, som den lille fodboldnation spillede på.
»De bare forsvarede, forsvarede og forsvarede. Det er derfor, de ikke bliver til noget større. Og da kampen var ovre, fejrede de det, som om de havde vundet EM. Det var helt utroligt. Det er at have små ambitioner, og derfor kommer de ikke til at opnå noget,« sagde Ronaldo i nat efter Portugals skuffende resultat mod Island.
Stjernespillerens bredside er bestemt ikke blevet modtaget venligt på Twitter og i sportskommentarer hos flere aviser.
De hårdeste verbale hug til Christiano Ronaldo falder på The Guardians hjemmeside, hvor skribent Andy Hunter i sin dækning af kampen har svært ved at skjule sin foragt for stjernen og hans fravær af storsind.
»Cristiano Ronaldo reagerede på en oplivende aften for fodbolden med samme gnavenhed og smålighed, som man normalt ser hos et forkælet barn. Selv i en lille nations største øjeblik i fodboldhistorien forlanger Ronaldo at få opmærksomheden,« skriver han.
Klummeskribenten Gerry Hassan fra den engelske avis Daily Mail skriver, at Ronaldo ikke er en sportsmand, men en forkælet og dårlig taber, mens ESPN-journalisten Miguel Delaney heller ikke er imponeret over Real Madrid-stjernens attitude.
»Bitter og patetisk tale fra Ronaldo. Ikke deres fejl, at du ikke slog til og dårligt missede din eneste chancer,« lyder det fra Miguel Delaney i en kommentar på twitter.
Også Sam Tighe, som er fodboldskribent hos CNN, har svært ved at forstå, at Ronaldo mener, at Islands spillere fejrede deres udlignende mål til 1-1 med lidt for voldsom glæde.
»At Ronaldo beskylder folk for at overfejre en scoring, lyder meget morsomt for mig,« skriver han og henviser uden tvivl til de utallige gange, hvor Ronaldo har smidt trøjen i diverse jubelscener.
Den islandske forsvarsspiller Kari Arnason er ikke imponeret over Ronaldos opførsel efter kampen, men han mener, at Island spillede kampen, som den skulle spilles.
»Han er bare en dårlig taber. Han ville ikke tabe kampen, men hvad havde han forventet, at vi skulle spille som Barcelona mod ham? Han skaber sig og smider sig,« siger Arnason ifølge goal.com.
»Vi var jo åbenlyst underdogs, vi spillede som en underdog, og vi var uheldige med ikke at vinde kampen,« fastslog Kari Arnason.