Fortsæt til indhold
Fodbold

Liverpool-manager Jürgen Klopp afviser, at Steven Gerrard kommer til at spille for sin barndomsklub igen

Steven Gerrrd er velkomme til at træne med i Liverpool, men ifølge klubbens manager, Jürgen Klopp, er der ingen planer om, at klublegenden vender tilbage til klubben som spiller.

Liverpools netop tiltrådte manager, Jürgen Klopp, afviser de avisrygter, som spekulerer i, at Liverpool-legenden Steven Gerrard er på vej tilbage i spillertruppen i sin barndomsklub.

»Jeg har haft kontakt med Steve, og vi har talt sammen over telefonen en enkelt gang og skrevet nogle beskeder til hinanden. Jeg har sagt til ham, at døren altid står åben. Steve er en legende i Liverpool, og hvis han er i byen og gerne vil træne med, så er det slet ikke noget problem,« siger Jürgen Klopp, som samtidig afviser historien om, at Steven Gerrard var på vej til at blive en del af Liverpools spillertrup.

»Han kommer hverken til at spille for os lige nu eller til næste år. Han har en kontrakt med LA Galaxy, og han er glad for klubben. Når hans kontrakt udløber, kan vi tale om en mulig fremtid i Liverpool, hvor vi helt sikkert kan finde ud af et eller andet. Men ikke lige nu midt i en sæson,« siger Liverpool-manageren.

I øjeblikket er der pause i den amerikanske fodboldturnering, og derfor holder Gerrard fri fra sin klub LA Galaxy, og klubben regner med, at deres engelske midtbanespiller vender tilbage, når forberedelser til den nye turnering går i gang i januar.

Steven Gerrard har varslet, at han muligvis stopper sin karriere i 2016, når hans nuværende kontrakt med LA Galaxy udløber.