300 mio. kr. skal findes i området omkring stadion
Stadionbyggeri: Arealet med Jydsk Væddeløbsbane og cykelbanen kan være med til at finansiere et fodboldstadion i Aarhus.
En pris på 300 mio. kr. for et nyt fodboldstadion i Aarhus afskrækker hverken politikere eller Aarhus Elite, der med AGF vil blive hovedaktør i brugen.
Finansieringen skal findes ved at inddrage arealer i området og udbyde dem som byggeretter til investorer, der kan få stor værdi ud af at bygge erhvervsbygninger eller boliger i et attraktivt område tæt på skov, strand og by.
»Hvis der er et behov for et nyt stadion, må det være et afsæt for os politikere til at forhandle. Mit synspunkt som Venstres politiske leder er, at det er en ambition, vi er enige i. Derfor handler det om, at teknik- og miljø-rådmanden, kulturrådmanden og borgmesteren tager dialogen med henblik på at skabe en løsning,« siger Bünyamin Simsek, leder af venstres byrådsgruppe.
Heste og cykler
Et af de arealer er Jydsk Væddeløbsbane, der ligger bag Aarhus Stadion.
Aarhus Kommune har en lejeaftale med Jydsk Væddeløbsbane. Den udløber i 2030, men skal genforhandles i 2020.
»Vi vil gerne have faciliteter for dem, der kan lide hestesporten, men det er et spørgsmål, om de skal ligge i hjertet af Aarhus. Vi har selvfølgelig en forpligtigelse over for de kontrakter, der er indgået, men jeg mener, at man kan lave en forhandling med de berørte parter, for de ved godt, at når den kontrakt udløber, betyder det, at der sker en flytning, og kan der laves en aftale om en tidligere flytning, tror jeg, at man kan finde en middelvej i forhold til, at vi gerne vil have gode forhold for vores brugere af væddeløbsbanen. Men der er behov for, at de mennesker, der sidder på posterne med ansvaret, tager dialogen med de berørte parter med henblik på at finde en enighed om en løsning,« siger Bünyamin Simsek, der også peger på, at cykelbanen bag arenaen er i spil.
AGF kan ikke alene
For Aarhus Elites direktør, Jacob Nielsen, er det urealistisk, at AGF selv kan bygge et stadion, og han peger på, at det i alle andre af landets kommuner med superligahold har været bygget med kommunalt tilskud.
Til gengæld vil han gerne betale for vip-faciliteterne, som skal være Aarhus Elites indtægtskilde ved brug i forbindelse med arrangementer eller konferencer.
»Jeg tror ikke, at det er urealistisk, at vi kan komme med i omegnen af 50 mio. for at lave vip-faciliteter. Det er selvfølgelig noget, bestyrelsen bestemmer, og om det skal være igennem andre investorer eller en aktieudvidelse,« siger Jacob Nielsen.
Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) er enig i, at Aarhus skal have et nyt fodboldstadion, men han ser gerne, at man løser to udfordringer i et hug.
Multiarena og stadion
»Den ene er en ny multiarena, og den anden er stadion. Jeg mener, at vi skal adressere begge to, for så giver det noget synergi, og det, der kan være væsentligt for mig at finde ud af, er, om der er nogen investorer, der kan se de to ting som en investering. Ikke nødvendigvis fysisk sammen, men som en stor løsning. Så kan man sige til byrådet, at her er et stadion, der kan leve op til det, som er værdigt for Aarhus, og så kan det faktisk være, at prisen på stadion kan blive endnu billigere,« siger Rabih AzadAhmad.
Han har allerede på et tidspunkt bedt byrådet om penge til at undersøge mulighederne for at få investorer på banen.
»Det var byrådet ikke stemt for, men jeg vil gerne have byrådets opbakning til at komme til lommerne. Jeg vil gerne have, at vi tager det næste skridt, der hedder, at vi begynder at lave investormodning og -søgning, for pengene skal findes. Der er flere, der gerne vil have en multiarena, men ikke nødvendigvis et nyt stadion, og så er der nogen, der vil have et nyt stadion, men ikke en multiarena. Hvis vi pakker de to sammen, får vi så ikke større opbakning?« siger Rabih Azad-Ahmad.
For ham er det ikke afgørende, om et fodboldstadion skal ligge for enden af Stadion Allé.
»Jeg kan godt se Marselisskoven som en mulighed, men der er også andre placeringer, som kan indgå i en løsning både med stadion alene, men også med multiarenaen,« siger Rabih Azad-Ahmad.
Men er det kommunens opgave at bygge et stadion til AGF?
»Det er ikke kun til AGF. Det er kommunens opgave, at de overordnede rammer i vores by er på plads, og herunder at vi har et stadion, hvor der kan spilles fodbold, og som kan bruges i forskellige sammenhænge, f.eks. hvor AGF kan bruge det, eller hvor der kan spilles landskampe og skabes liv og events i vores by. Det er en kommunal opgave, som vi i Venstre gerne bidrager til,« siger Bünyamin Simsek.
Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) har ikke ønsket at medvirke i denne artikel og har peget på, at det er kulturrådmand Rabih Azad-Ahmads område.