Sir Alex Ferguson skal igen være træner for David Beckham
Den tidligere og mangeårige Manchester United-manager Sir Alex Ferguson mødes igen til kamp med David Beckham i en god sags tjeneste.
Den tidligere og mangeårige Manchester United-manager Sir Alex Ferguson skal igen arbejde sammen med den tidligere topspiller David Beckham, som i en årrække var fast mand på skottens succesfulde United-mandskab.
I november skal Alex Ferguson stå i spidsen for et udvalgt hold bestående af britiske og irske spillere, og i den forbindelse har den tidligere United-stjerne og anfører for det engelske landshold bedt skotten om at udtage ham. Det fortæller David Beckham til BBC.
David Beckham skal være anfører for holdet, og han får lov til at spille sin kamp nummer 395 under Alex Ferguson.
Men Beckham bliver ikke det eneste fodboldkoryfæ, som for en stund snører sine støvler. Han får selskab af den italienske dommerlegende Pierluigi Collina, mens franske Zinedine Zidane bærer anførerbindet hos det andet hold, det består af udvalgte spillere fra resten af verden.
Alex Ferguson får også lov til at hilse på en tidligere kollega i form af Carlo Ancelotti, der fortsat står uden job, efter at han fik en fyreseddel i Real Madrid.
Kampen skal spilles på Old Trafford den 14. november og overskuddet går til Unicef, hvor den 40-årige David Beckham er ambassadør.
»Som alle ved, stillede jeg støvlerne på hylden for tre år siden, og jeg havde egentlig ikke regnet med, at jeg igen skulle tage mine støvler på for at spille.
»Kampen giver mig en perfekt mulighed for at øge kendeskabet til og rejse vigtig kapital til at hjælpe de børn, som har mest brug for det,« siger David Beckham til den britiske radiostation.