Fortsæt til indhold
Fodbold

Aarhus Elites årsregnskab for 2015 viser et forventet underskud

Aarhus Elite noterede sig et stort underskud for årsregnskabet for 2014/2015.

Der er ikke de store overraskelser i Aarhus Elites – selskabet bag AGF – regnskab. Faktisk blev det en gnalling bedre end forventet, da det endte med et underskud på 23,6 mio. kr., mod forventet 24-27 mio. kr. i underskud.

Underskuddet kommer naturligvis af, at AGF rykkede ned i 1. division, hvor sponsorindtægterne faldt med 10 mio. kr. fra 47 til 37 mio. kr., mens tv-pengene stod for den største del af underskuddet med et fald fra 27 mio. kr. til 8 mio. kr.

Det betyder dog ikke, at Aarhus Elite ser negativt på fremtiden.

»Økonomisk, organisatorisk, sportsligt og kommercielt er vi godt i gang med at skabe et bæredygtigt fundament, der gør os i stand til at indfri vores målsætninger både på og uden for fodboldbanen. Oprykningen til Superligaen var en væsentlig forudsætning for den plan, vi lagde. Det samme var emissionen, vi gennemførte i efteråret 2014, og både den sportslige og økonomiske udvikling peger i den rigtige retning. Vi er kommet godt i gang med sæsonen i Alka Superligaen, og vi begynder også at se effekterne af den omfattende trimning af organisationen, vi har gennemført. Samlet set gør det, at vi opjusterer vores forventninger til resultatet for regnskabsåret 2015/16 med 10 mio. kr.,« siger bestyrelsesformand, Lars Fournais.

Samlet set forventer Aarhus Elite, at selskabet lander på mellem 2 mio. kr. og et minus på 2 mio. kr. for regnskabsåret 2015/16.

Personaleomkostninger er reduceret med 13 mio. kr., fra 70 mio. kr. til 57 mio. kr., hvilket primært skyldes organisatoriske ændringer i hele koncernen som en konsekvens af nedrykningen til 1. division. Personaleomkostninger vedrører primært administrativt og operationelt personale i koncernen.

Transferindtægterne er steget med 7 mio. kr. fra 1 mio. kr. i 2013/14 til 8 mio. kr. i 2014/15. Stigningen skyldes primært salget af Casper Sloth til Leeds United.

Siden nedrykning har Aarhus Elite været igennem en aktieemission, der gav 51,1 mio. kr. i kassen.

Det betød, at Aarhus Elite ved årsskiftet havde en egenkapital på 54,2 mio. kr., men underskuddet har ædt 17 mio. af disse, således, at den nu ligger på 37 mio. kr.

Aarhus Elites regnskabsår går fra 1. juli til 31. juni.

Mio. kr.2014/152013/142012/132011/2012
Perioderesultat-24,0-18,7-7,0-14,8
Omsætning73,3108,1106,197,2
Egenkapital37,09,928,735,7
Artiklens emner
AGF