Fortsæt til indhold
Fodbold

Fergusons beundring: »Han var en United-spiller i en Arsenal-trøje«

Sir Alex Ferguson udgiver tirsdag en ny bog med flere interessante afsløringer - blandt andet hvilke spillere, han aldrig formåede at hente til Manchester United.

Guardiola, Messi, Ronaldo, Zola, Drogba og Adams.

Flere store fodboldnavne bliver nævnt i den den tidligere Manchester United-manager Sir Alex Fergusons nye bog Leading, der udkommer tirsdag.

Udover lønballade med Rooney, pressede forhandlinger om Berbatov og tanker om køb af Balotelli afslører skotten blandt andet, hvem han mener er bedst af Cristiano Ronaldo og Leo Messi.

Her er fem hurtige afsløringer fra bogen:

Guardiola skulle have været afløseren
Den tidligere Barcelona- og nuværende Bayern München-træner Pep Guardiola var førstevalget til at overtage posten som manager i United efter Fergusons pension i 2013 - også før David Moyes. Sir Alex Ferguson og Pep Guardiola spiste frokost sammen i New York i 2012, men på det tidspunkt kunne skotten ikke love spanieren managersædet, da han endnu ikke havde besluttet sig for at stoppe. Ferguson bad Guardiola om at ringe, før han takkede ja til en anden klub, men det gjorde han ikke, og derfor endte succestræneren i München.

De fangede Fergusons opmærksomhed
Arsenals Tony Adams var en United-spiller i en Arsenal-trøje, skriver Ferguson med henvisning til, at den tidligere Arsenal-anfører ville have været perfekt i Manchester United på grund af sit vinderinstinkt, sin målrettethed og sin indflydelse på sit hold. Ligeledes peger han på den tidligere Liverpool-spiller Jamie Carragher som et godt eksempel på en spiller, der kom langt på grund af vilje. Sidst, men ikke mindst, beskriver Ferguson den tidligere Chelsea-angriber, italienske Gianfranco Zola, som en spiller, der irriterede ham, fordi han var ligeglad, hvem han spillede mod. »Han havde altid et smil på læben, og det irriterede mig,« skriver Ferguson.

Giv plads til vores fløjspillere, City!
Inden en udebanekamp mod rivalerne fra Manchester City brokkede Sir Alex Ferguson sig over det faktum, at man på Manchester Citys daværende hjemmebane Maine Road havde skåret banens bredde af med et par meter i et forsøg på lukke ned for Uniteds fløjspillere. Dommerne gav ham ret og udvidede banen, »..and we trashed City 3-0,« skriver han.

De kom ikke til Manchester
Dider Drogba var for dyr, brasilianske Ronaldo missede en arbejdstilladelse, Rahael Varane blev snubbet af Real Madrid i sidste sekund, og Thomas Müller blev scoutet som 10-årig, men Bayern München var hurtigst. Alle spillere, som Sir Alex Ferguson var på jagt efter, men aldrig skiftede til Manchester United.

Ronaldo eller Messi?
Det evige spørgsmål om, hvem af Cristiano Ronaldo og Leo Messi, der er bedst, bliver besvaret i bogen. Der er ingen tvivl om, at de to er over alle andre, skriver skotten i sin bog og konstaterer afslutningsvis: »Ronaldo's my boy!«

Kilder: Sky Sports, The Telegraph og BBC