Ekstatisk ung matchvinder i Aarhus
Jeppe Simonsen scorede sit første Superligamål for Sønderjyske og sikrede en sejr på 2-1 over AGF.
Godt et kvarter før tid ved stillingen 1-1 blev Jeppe Simonsen skiftet ind for Sønderjyske i udekampen mod AGF. Den 19-årige angriber har en snes kampe for Superligaholdet bag sig, men det første mål har ladet vente på sig.
Det kom så fredag aften i Aarhus, da den 19-årige angriber listede mellem AGF’s Jens Jønsson og målmand Steffen Rasmussen og prikkede bolden ind til 2-1 og tre point til Sønderjyske.
Og den unge matchvinder var ekstatisk af glæde efter sejren.
»Det var fantastisk, for det var mit første Superligamål. Det var utrolig tæt, og så var det i sidste minut. Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Så det er jeg virkelig glad for. Jeg har ventet længe på at få lov til at score mit første mål. Jeg er utrolig glad for, at det endelig kom,« sagde Jeppe Simonsen, der har en aftale med Sønderjyske frem til 2018.
Sideløbende med fodboldkarrieren går han på handelsskole i Kolding.
»Jeg har et år tilbage i skolen, og derefter kan jeg fokusere 100 procent på fodbold. Der er lidt at se til, men jeg får stor opbakning af klubben og skolen. Det hænger fint sammen,« kom det fra Jeppe Simonsen.