Kom så bare med Napoli og Club Brügge
FC Midtjylland kom godt fra land i Europa League med en arbejdssejr over polske Legia Warszawa, som ikke havde ideerne til at gå efter sejren.
Med 1-0 over Legia Warszawa kom FC Midtjylland fornemt fra start i efterårets Europa League-udfordring. Den første af seks europæiske kampe, der er blevet smidt ind i et i forvejen godt fyldt efterårsprogram, kunne give det første fingerpeg om, hvordan mestrene fra FC Midtjylland er rustet til at kapere den form for belastning af truppen.
I seneste runde i Superligaen blev FC Midtjyllands spillere i den grad testet på især fysikken af et aggressivt Brøndby-hold, en af den slags kampe, der kan sætte sig spor hos fodboldspillere, selv på topplan.
Kun på to positioner havde FC Midtjylland-træner Jess Thorup ændret, og begge var ganske logiske: På positionen som højre back hoppede Kristian Bach Bak naturligvis ind efter en skadespause. Netop anførerens udtryk og evne til at hive holdkammeraterne op er der behov for i kampe på dette niveau.
Mod Brøndby testede Jess Thorup, hvordan holdet fungerer med to deciderede midterangribere som Morten ”Duncan” Rasmussen og Martin Pusic. Mod polakkerne satsede Thorup på formstærke Rasmussen fra start.
Ellers lignede midtjyderne sig selv, og det kuriøse var, at når man kiggede ned på opstillingen, lignede sidste sæsons åbenbaring, Pione Sisto, holdets mulige bløde punkt, hvilket siger alt om at midtjyderne har skrabet et ganske fint fodboldhold sammen. Sistos sæson er endnu ikke skudt i gang, om end han fik mere plads til sine kruseduller efter 1-0-målet.
Defensivt har FC Midtjylland i den grad bevist sin styrke i den hjemlige turenring. Blot to mål er der gået ind på topholdet, som mod Legia var til en art offensiv eksamen. For denne kamp var på forhånd den på papiret mest overkommelige, også fordi Legia var uden fire-fem skadede stamspillere.
FCM’erne virkede temmelig rådvilde, det var vanskeligt at gennemskue, hvilke intentioner, hjemmeholdet havde. Det etablerede spil fungerede kun i meget korte sekvenser i en ret jævn første halvleg, og Legia fandt nemt ud af at bremse opspillet nede fra backkæden. Det tvang målmand Mikkel Andersen til at sparke langt, og derfor udviklede det sig til en statisk duelkamp.
Kort før pausen var Legias schweiziske angriber Aleksandar Prijovic – hvis favoritspiller efter udseendet at dømme kun kan være Zlatan Ibrahimovic – tæt på at slippe fri i feltet efter en FCM-fejl. Selv om FCM skubbede spillet længere frem i de sidste minutter af første halvleg, stod polakkerne for de skarpeste indlæg, især på dødbolde.
Der skulle en tilfældighed til for at bryde dødvandet, og den indtraf efter en times spil, da et frispark fra Jakob Poulsen blev snittet i mål af Legias Michal Kucharczyk. Warszawa-klubben var kommet for at snuppe et point med hjem, og scoringen tvang polakkerne længere frem i den sidste halve time.
Et lille kvarter før tid hev Mikkel Andersen en fin parade frem på et forsøg fra Guilherme, Legias første åbne mulighed i kampen.
For FC Midtjylland var opgøret historisk, det var første optræden i et puljespil i Europa League, for Danmark er midtjyderne den eneste repræsentant tilbage i de europæiske klubturneringer, og selv om det ikke ser prangende ud alt det, som FCM foretager sig, så er det solidt arbejde. Og effektivt. Og som de siger i Herning og omegn efter sejren: Kom så bare med Napoli og Club Brügge.