Fortsæt til indhold
Fodbold

Randers er nyt tophold i Superligaen

Med sejren på 1-0 over Sønderjyske rykker Randers op på andenpladsen i Superligaen.

Søndag eftermiddag var der lagt op til et topopgør. Superligaens nr. 2 og 3 mødtes, men opgøret mellem henholdsvis Sønderjyske og Randers nåede aldrig det niveau, man må forvente af to tophold i den bedste danske liga.

Randers vandt kampen 1-0 på et mål af Mikhail Ishak og rykker forbi Sønderjyske på andenpladsen. Ovenikøbet har Colin Todds hold en kamp ekstra i hånden, når man på onsdag møder FC København.

Udeholdets Adama Guira måtte forlade banen, da han efter en halv time fik sit andet gult kort. Helt uforståeligt lavede midtbanespilleren en hård tackling højt oppe på banen og måtte derefter gå ned i omklædningsrummet.

Udvisningen fik dog kun begrænset betydning for første halvlegs forløb. Sønderjyske var kommet til Randers for at forsvare sig og skabe muligheder i kontraspillet, og det var også taktikken efter det røde kort.

Sønderjyderne har normalt deres ”comfort zone” i den nederste del af rækken, hvor holdet har gjort det til sit kendemærke at undgå nedrykning. Sønderjyske har dog fået en fin start på sæsonen og lå før denne runde placeret som nr. 2.

Kombinationerne hos udeholdet var ikke et tophold værdigt. Omvendt forsvarede Sønderjyske sig fint, og trods en mand i overtal skabte Randers kun få chancer i første halvleg. Randers har simpelthen problemer, når holdet skal skabe kampen.

Bedste kreative element i offensiven er Mustafa Amini. Krøltoppen har den uforudsigelighed og det overblik, der skal til for at bryde kæderne hos et så defensivt og velorganiseret hold som søndagens modstander.

Efter en time reagerede Colin Todd og satte Mandla Massango og Patrick de Silva på banen. Det var klogt. Nu blev hjemmeholdets angrebsspil langt mere pågående og med flere variationer end de ofte lidt forudsigelige indlæg fra kanterne.

Superligaens topscorer, Victor Lundberg, havde efter en god times spil en stor chance i straffesparksfelt, men angriberens vanlige skarphed svigtede.

Til gengæld var svenskerens angrebsmakker og landsmand, Mikhail Ishak, sikker, da han en håndfuld minutter senere flugtede hjemmeholdet på sejrskurs.