Fortsæt til indhold
Fodbold

AGF-talent vil til OL

Jens Jønsson håber på at komme med Danmarks OL-landshold til Rio næste år.

Ved EM-slurunden for U21-landshold i sommer markerede Jens Jønsson sig i flere kampe for Danmark, som med en semifinaleplads kvalificerede sig til fodboldturneringen ved OL i Rio.

AGF-talentet håber på, at han bliver en del af den danske trup, der skal repræsentere Danmark ved OL i Rio næste år, og chancerne ser fine ud, da en del af truppen fra sommerens EM-slutrunde er faldet for aldersgrænsen.

Kun spillere født i 1993 og senere kan blive udtaget til OL-truppen. Bortset fra tre, der gerne må være ældre. Og Jens Jønsson er født i 1993.

Blandt de spillere fra EM-slutrunden, som ikke kan spille ved OL, er blandt andre Jannik Vestergaard og Alexander Scholz. Med mindre, at de udtages om en af de tre ”gamle”.

»Jeg håber på at komme med til OL, men det kræver jo, at jeg spiller godt for AGF og at holdets nye træner ser min vej,« siger Jens Jønsson.

AGF’erens hårdeste konkurrenter i OL-truppen er givetvis Lasse Vigen fra Fulham, Andreas Christensen fra Mönchengladbach og Christian Nørgaard fra Brøndby, som alle var med ved EM i Tjekkiet.

Siden EM har Niels Frederiksen overtaget trænerjobbet fra Jess Thorup.

»Mit held kan måske blive, at jeg kan spille flere positioner på holdet,« siger Jens Jønsson, der i AGF spiller i midterforsvaret, mens han på U21-landsholdet oftest har spillet på midtbanen.

OL finder sted midt i august næste år. Mens hovedparten af disciplinerne afvikles i Rio, bliver fodboldturneringen spillet i forskellige brasilianske byer.