OB-perle forlængede FCK’s sejrstørke
Med to af Superligaens største salgsemner på banen måtte FC København for fjerde kamp sande, at de ikke var gode nok til tre point.
Rasmus Falk og Daniel Amartey. Begge spillere med talent, der overgår den gennemsnitlige Superliga-spiller. Og begge spillere, som en naturligvis konsekvens af dette har været meget omtalte denne sommer. Ville de blive i henholdsvis OB og FC København eller tage skridtet til en af de interesserede klubber fra udlandet.
Søndag aften befandt de sig begge stadig på dansk græs med få dage tilbage af transfervinduet. Men selvom både Falk og Amartey igen var toneangivende for deres hold, blev det en helt anden, som stod bag kampens afgørende detalje.
Anders K. Jacobsen havde fået chancen fra start af Kent Nielsen. Efter en ubemærket indsats sikrede han i anden halvleg sejren på 1-0, da han elegant lobbede bolden ind bag Stephan Andersen efter et langt fremstød af Oliver Lund.
Der sker noget særligt med de fynske fans, når FC København kommer på besøg. Ikke kun i form af medbragte romerlys. Folk står det mere pakket nede på ”Stiften”, og de normale slagsange om kærligheden til OB bliver erstattet af »Vi hader, vi hader, vi hader FCK.«
En mening, som de fremmødte FC København fans besvarede med, hvor lidt de gad at bo i det fynske i forhold til hovedstaden.
Det var ikke kun på uden for banen, at det virkede til at byde noget, om man repræsenterede København eller Fyn. Første halvleg var først og fremmest præget af fight. Med trænere som Ståle Solbakken og Kent Nielsen på bænken var ingen spillere instruereret til at holde igen i nærkampene.
FC København sad mest på bolden, imens OB virkede til for alt i verden at ville undgå samme overhaling, som man fik med nederlaget på 5-1 i Aalborg.
Fynboerne stod godt på banen og var farlige, når FC København dummede sig i opspillet. Naturligvis med Rasmus Falk i en hovedrolle som manden, der enten støb den sidste aflevering eller tog det dybe løb.
Når man ikke sad og fulgte enten Falk eller Amartey faldt øjnene ofte ned mod Michael Tørnes. Målmandsposten hos OB var allerede inden sæsonen et spørgsmålstegn med Michael Falkesgaard. Efter Falkesgaards godkendte start på OB-karrieren er der nu igen usikkerhed omkring posten. Tørnes tog det, som han skulle i kampen, men kunne meget vel have kostet et mål, da han helt hovedløst spillede lige ud til FCK foran eget felt. Andreas Cornelius servede dog tilbuddet langt over. Ståle Solbakken væltede sit sorte, mobile trænersæde i raseri. Kent Nielsens hænder flyttede sig fra oven på hovedet til igen at være korslagte.
Ligesom Rasmus Falk leverede Daniel Amartey også en fin indsats i sin måske sidste Superliga-kamp. Midtbanespilleren var som altid boldsikker, hurtig i tanke og vinderen af sine dueller. Han kunne dog ikke nå tilbage, efter Peter Ankersen havde smidt bolden væk lige inden den afgørende scoring.
Selvom det ikke blev nogen målfest i Odense, var underholdningen bestemt godkendt. Begge hold kunne og ville skabe noget offensivt. Gode detaljer og den skarpe, næstsidste aflevering blev dog ikke behandlet efter fortjeneste i afslutningerne med undtagelse af Anders K. Jacobsens perle.
Vurdering:
OB havde en påpasselig tilgang til tingene mod FCK. Kent Nielsen har med garanti haft fokus på holdets defensive kvaler fra kampen i Aalborg. Derfor havde FC København klart bolden og initiativet mest. Københavnerne havde bare langtfra den skarphed og kølighed, som Anders K. Jacobsen viste ved vindermålet.