Fortsæt til indhold
Fodbold

Brøndby tog en lille, men betydelig revanche

Efter blamagen i Grækenland fik Brøndby sæsonens første hjemmesejr med 1-0 over Sønderjyske efter to vidt forskellige halvlege.

En af de ringeste præstationer længe set af et dansk hold i Europa. Jo, ordene var hårde mod Brøndby efter torsdagens afklapsning på 5-0 ude med græske PAOK. Læg dertil den halvsløje start på sæsonen i Superligaen, ingen sejre på hjemmebanen, og den ekstra store betydning af kampen mod Sønderjyske var svær at overse.

En opgave, som Brøndby henholdsvis løste godt og skidt fordelt på de to halvlege. Specielt med anden halvleg i tankerne var det dog helt på sin plads, at Thomas Franks tropper vandt med 1-0 på mål af Elbasan Rashani

Det var på mange måder en atypisk situation, som Sønderjyske stod i inden kampen. Tophold med en placering som nummer to og tilmed også det mest scorende hold.

Men som varslet stod de sønderjyske gæster lavt og kompakt på banen med fokus på omstillinger. Jævnligt i første halvleg kommunikerede angriber Tommy Bechmann og træner Jakob Michelsen med hinanden på tegnsprog for at finde frem til den rette balance mellem kæderne.

En afstemning i spillet, som klubben fra det sydlige Danmark hurtigt fandt frem til. Brøndby havde klart bolden mest i første halvleg. Ofte var overtaget så markant, at alle markspillere var samlet på Sønderjyskes banehalvdel på samme tid. Det blev bare aldrig helt nærgående nok i åbent spil.

Hvis Thomas Frank havde en øm højre skulder på vej ind til pause, kan det udmærket forstås. Utallige gange viftede han sine spillere frem på banen. Der skulle langt mere fart og direkthed i spillet. Men som oftest strandede netop tempoet hos den ellers normalt stærke Lebogang Phiri midt på banen. Det kan til tider være svært at se, hvem det er, som skal svinge den offensive taktstok hos Brøndby med den langtidsskadet Thomas Kahlenberg fortsat udenfor.

Med sådan en opskrift på kampens første 45 minutter gav det god mening, at Brøndby og kampens indtil der bedste mulighed faldt på en dødbold. Daniel Agger var tæt på score et flot hovedstødsmål, men solide Marin Skender reddede forsøget lige inden stregen.

Det var langtfra var perfekt hos Brøndby, men holdet skal have stor ros på et parameter. I sæsonens første kampe har Thomas Frank for ofte måtte erkende, at spillerne ikke var der fra start. Senest var det også tilfældet i torsdagens europæiske kamp. Mentalt virkede Brøndby på rette sted mod Sønderjyske.

Og nu fokus er på Thomas Frank, så fik den til tider udskældte træner sendt et bedre Brøndby-hold på banen i anden halvleg, end man så i første. Tempoet fandt vanligt Superliga-niveau, og det blev belønnet. Teemu Pukki brød fri i Sønderjyske-forsvaret og blev nedlagt. Imens man sad og spekulerede på, om Kenn Hansen ville dømme straffe eller ej, havnede bolden hos Elbasan Rashani, der sendt den i mål. Der blev jublet på Brøndby Stadion, men også i lige så høj grad pustet ud. Torsdagens ydmygelse kunne nu placeres lidt længere omme i baghovedet.

Scoringen løsnede op for Brøndby, der lige pludselig lagde det pres på Sønderjyske, som man kunne have forventet fra kampens start. Teemu Pukki var tæt på fortjent at lukke kampen med et kvarter igen. Men tæt inder under mål havnede finnens refleksskud på overliggeren i stedet for i nettet.

Fem minutter før tid var det ved at gå helt galt for Brøndby. Stik imod overtaget jublede Sønderjyske-bænken et kort i troen om, at Silas Songani havde sikret klubben et point. Kenn Hansen fløjtede dog korrekt for frispark imod Frederik Rønnow.

Dermed kunne Brøndby holde fast i den sejr, der var så vital efter torsdagens europæiske indsats.