De vandt guld til Danmark ved EM i Sverige i 1992

Peter Schmeichel:

En råbende og dirigerende kæmpe i målet på knap 100 kg fordelt på 194 cm med et stort ego, et smittende vinderinstinkt og en mand, som kunne pille selvtilliden ud af verdens bedste angribere ved sin blotte tilstedeværelse, sin snerrende attitude og lange fangearme.

Sådan kan den nu 51-årige tidligere landsholdsmålmand Peter Schmeichel nok bedst beskrives. Da Danmark vandt EM-guldet i 1992, var han med sine mange pragtredninger en afgørende spiller. Blandt andet et næsten ikonisk indgreb i finalen, da han pillede et tysk indlæg ned med én hånd. Peter Schmeichel med de polske rødder slog igennem som professionel i Brøndby IF fra 1987, hvor han siden var med til at vinde tre DM-titler, inden han i 1991 skiftede til Manchester United.

Hans tid i den engelske storklub var overstrøet med succes og med ”The great dane” i centrum, blev holdet engelsk mester fem gange, vandt tre pokaltitler og Champions League i 1999. Han blev kåret som verdens bedste målmand i både 1992 og i 1993.

Han sluttede sin karriere hos Manchester City i 2003. Men den store keeper forsvandt bestemt ikke fra offentlighedens lys. Han har bl.a. været studievært på TV3, når kanalen sendte live-kampe fra Champions League, og han har også deltaget i reklamefilm og været foredragsholder. På fodboldfronten har han været engageret i barndomsklubben Hvidovre, og han forsøgte forgæves at få indflydelse i Brøndbys professionelle afdeling.

I den mere kuriøse afdeling af hans liv efter fodbolden kan nævnes, at han har udgivet en plade ”We can do it” og Schmeichel udgav i 1993 videoen ”Verdens bedste målmand” og i 1999 bogen ”The Great Peter”. Han har også medvirket i et engelsk danseprogram ”Strictly Come Dancing”, forlægget for Vild med dans, hvor han dog hurtigt røg ud. Han var nu bedst mellem stængerne og ikke på stængerne på et dansegulv.

Lars Olsen:

Det var den lange og rolige midterforsvarer fra Brøndby, som stolt kunne løfte EM-pokalen den sommeraften i Sverige i 1992 efter finalesejren over Tyskland med 2-0.

Som manden med anførerbindet var han en vellidt og respekteret lederskikkelse på sin egen stille, fornuftige og diplomatiske måde. Hans karriere på det danske landshold sluttede med 84 kampe og sidste kamp blev spillet under EM i England i 1996, hvor også guldtræneren fra Sverige, Richard Møller Nielsen, tog afsked med jobbet som landstræner.

I sin aktive karriere spillede Lars Olsen for Glostrup 32, Køge, Brøndby, Trabzonspor i Tyrkiet, RFC Seraing i Belgien, FC Basel i Schweiz. Siden valgte Lars Olsen at blive træner. I første omgang som trænerassistent i Brøndby og siden valgte han at tage til Randers, som han i 2004 førte op i Superligaen og i 2006 gjorde til pokalmestre.

I 2007 sikrede OB sig hans underskrift på en trænerkontrakt, hvor han var manden, som skaffede det fynske storhold to sølvmedaljer. I september 2010 blev Lars Olsen fyret i OB, og han flyttede senere på året til Færøerne, hvor han tiltrådte som landstræner. Den 54-årige Lars Olsen forlængede i maj 2015 sin kontrakt i Nordatlanten med fire år. Hans største bedrift som landstræner kom i november 2014, hvor Færøerne på udebane vandt med 1-0 over Grækenland. Et resultat, som i øgruppen næsten tåler sammenligning med det danske EM-guld i 1992.

Torben Piechnik:

Som den eneste danske spiller fik jernmanden Torben Piechnik et gult kort af dommer Bruno Galler efter 32 minutter i EM-finalen mod Tyskland i 1992 for at rive den tyske angriber Jürgen Klinsmann omkuld, men det tyngede ikke den kontante og nærkampstærke midterforsvarer, som ud over fysik også var god på låget. Torben Piechnik var vant til, at der blev givet og taget på en fodboldbane, og han levede til fulde op til dem, der fremhæver, at fodbold er en kontaktsport og ikke ludo.

Efter finalen på Nya Ullevi foran 37.800 tilskuere i Göteborg blev jernmanden set med pokalen stående oven på sit hoved, mens han hævede venstre arm og gjorde v-tegnet. Han har efterfølgende beskrevet sin glæde efter sejren som helt ubeskrivelig.

Den gode indsats under EM, hvor han bidrog med masser af saft og kraft i et stærkt kollektiv, skiftede Torben Piechnik til mægtige Liverpool, hvor han fik en ganske god første sæson med 16 kampe i den røde trøje. Men i sin anden sæson i klubben gik det skidt for københavnerdrengen, hvor han var sat uden for pga. en langvarig skade.

Han kom efterfølgende slet ikke på Liverpools førstehold, og det fik ham til at vende snuden hjem til Superligaen, hvor han spillede for AGF i perioden 1994-1999 og fik ganske god succes med både sølv i ligaen og guld i pokalturneringen.

Torben Piechnik fik sin fodboldopdragelse i KB, men spillede også i Ikast FC, B 1903 og FC København.

Da den nu 52-årige Torben Piecnik indstillede sin karriere har han arbejdet som massør og assistenttræner for HIK. Han er nu uddannet fysiurgiks massør og er selvstændig. Han har også spillet på det danske old-boyslandshold og på all-stars holdet.

Kent Nielsen:

Den tyske angriber Karl-Heinz Riedle stod klar ved bagerste stolpe og ventede blot på at putte bolden i det danske mål under EM-finalen i 1992, men så kom der pludselig en flyvende, frelsende fod for enden af en massiv midterstopper. På akrobatisk vis kastede den daværende AGF-spiller Kent Nielsen sig nemlig op i luften og lavede et saksespark, som sendte bolden langt væk fra det danske mål og så måtte Riedle nøjes med de to mål, som Danmark lavede i den finale.

Fight, nærkampstyrke og bomstærk i luftspillet var blandt de gode egenskaber hos Brønshøj-drengen, som for alvor fik skub i sin fodboldkarriere, da han kom til Brøndby i 1986 og i 1989 skiftede til Aston Villa, hvor han spillede frem til 1991. Her formåede han at blive fast mand i midterforsvaret på et særdeles godt engelsk hold. Han spillede i AGF fra EM-succesen og til 1994, hvor han stoppede karrieren.

Herefter valgte Kent Nielsen trænergerningen og efter ophold i Randers, Hessel Gods Fodboldskole og Grenaa, slog han for alvor igennem som træner, da han stod i spidsen for den gule fare fra AC Horsens, hvor han sikrede klubben oprykning til Superligaen i 2005.

Hans succes i Østjylland førte ham til Brøndby i 2009, men opholdet blev kort og efter en række skuffende resultater blev han fyret i 2010. I efteråret kom han på kontrakt i AaB, som han reddede endnu en sæson i Superligaen på sidste spilledag i foråret 2011.

Hans skabte i årene efter et storhold i det nordjyske, som kulminerede i sæsonen 2013/14, hvor klubben vandt The Double. Han stoppede i klubben efter sæsonen 2014/2015, og den nu 52-årige EM-helt er i dag cheftræner i OB.

John Sivebæk:

Da John Sivebæk forlod grønsværen og EM-finalen efter 66 minutters spil for at lade sig skifte ud med Claus Christiansen, var det ikke fordi, at den danske højreback havde underpræsteret.

For den teknisk stærke og hurtige spiller - en wingback forud for sin tid - var en af de første spillere på holdkortet, når landstræner Richard Møller Nielsen skulle sætte navne på sine 11 mand i startopstillingen.

Næ, forklaringen på Sivebæks finaleexit var såmænd, at en skade havde tvunget ham fra banen, men han kunne efterfølgende skrive europamester på sit visitkort med god samvittighed efter en glimrende indsats i Sverige. Og denne titel var langt mere, end den oprindelige kontorassistent i skattevæsenet i Vejle Kommune nok havde drømt om, da han indledte sin karriere i Vejle Boldklub i 1969 - som målmand.

Han blev dog omskolet til markspiller, da han skulle konkurrere med den senere landsholdsmålmand Troels Rasmussen om tjansen i buret.

Og siden gik det vist meget godt for John med de rappe fødder. Han nåede at spille 87 landskampe for sit land, og hans karriere på landsholdet sluttede i efteråret 1992, da Danmark vandt 1-0 over Nordirland i en VM-kvalifikationskamp.

Han kom også vidt omkring i flere af de store klubber i sin professionelle karriere. Han spillede i Manchester United under Alex Ferguson, i AS Monaco, St. Etienne, Pescara. Da han vendte hjem til Danmark, spillede han først for Vejle Boldklub, og han sluttede sit fodboldliv på banen i AGF.

I sit efterfølgende civile liv er John Sivebæk blevet international spilleragent, og han har bl.a. været rådgiver for Thomas Gravesen og spillede en central rolle, da Gravesen skiftede fra Everton FC til Real Madrid.

John Sivebæk er nok ikke længere så hurtig på fødderne, men hastigheden række alligevel til kampe på old boys landsholdet, hvor tempo og teknik står bedre mål med mere trinde og topmavede mænd.

Kim Christofte:

Hvis man nævner navnet Christofte og EM-guld for en af de mange forstandige fodboldfans landet over, vil samtalen straks føre over i hans overlegne optakt til det afgørende straffespark i semifinalen mellem Danmark og Holland, som endte 2-2 efter ordinær og ekstraordinær spilletid.

Danmarks mulige finaleplads skulle afgøres af hans kølighed og mentale kamp med den hollandske målmand Hans van Breukelen, som var berømt og berygtet for at føre en mental krig mod skytterne ved straffespark. Men der skulle mere til for at bringe Kim Christofte ud af fatning end en snakkevoren og irriterende mand med store hansker og stor mund.

”Da jeg skulle til at sparke, tog jeg først et langt tilløb og gjorde mig klar til at skyde højt i målet. Men da jeg stod der, kunne jeg mærke, at det var ham, der havde det psykologiske overtag. Jeg var nødt til at gøre noget for at knække koden. Derfor bad jeg om lov at gå hen og rette på bolden. Det var først, da jeg gik tilbage igen og tog et kort tilløb, at jeg kunne mærke, at jeg var der. Jeg vidste, at han ikke kunne nå at læse mit tilløb, og at han derfor var nødt til at lave sit udfald først. Jeg så, at han lagde vægten på sit venstre ben, og så sparkede jeg den modsat. Han var helt væk. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede, da jeg snurrede rundt bagefter. Det kom bare.”

Sådan forklarede den danske helt senere om udførelsen af sit berømte straffespark, som fik ham til at danse rundt om sig selv som en beruset bjørn og hele nationen til at bryde ud i jubel givetvis iblandet en god portion alkoholprocenter.

Kim Christofte var sin egen herre, som efter triumfen i Sverige var svær at få i tale.

Han holdt sig under pressens radar og beskyttede sit privatliv. I sin aktive karriere spillede han for en række klubber og i flere omgange for Brøndby, og i udlandet var han på kontrakt i KSC lokeren, CD Malaga, FC Wettingen og FC. Köln.

Han sluttede karrieren i 1994 i Ølstykke FC, og siden sit farvel har den nu 55-årige Kim Christofte ikke deltaget i en eneste fodboldkamp eller deltaget i et eneste hyldestarrangement for sejren i 1992.

John Faxe Jensen:

”Jeg ramte den lige i røven”

Sådan lød det bramfrit fra midtbaneslideren John Faxe Jensen, da han skulle give sin version af sin scoring til 1-0 i EM-finalen i 1992. Og både scoringen og bemærkningen har gjort midtbaneslideren til en af de helt store helte i dansk fodbold.

Den 50-årige John Faxe Jensen indledte sin seniorkarriere i Brøndby, hvor han spillede fra 1983-88, hvorefter han byttede Vestegnen ud med Hamburger SV. Han spillede dog kun et år i den nordtyske topklub, inden han i 1989 vendte tilbage til Brøndby.

Efter EM-triumfen i 1992 gik turen så til Arsenal i engelsk fodbold, hvor han tacklede, skubbede, væltede og råbte på midtbanen frem til 1986. Da han løb tør for batterier, blev det til et gensyn med drengene fra Vestegnen i 1996, og han sluttede karrieren i Herfølge Boldklub i 1999.

Her var han også spillende cheftræner, og i 2000 førte han sensationel landsbyholdet frem til DM-guldet.

Da Michael Laudrup i 2002 blev hyret som cheftræner i Brøndby, fulgte John Faxe Jensen med som assistenttræner, og den dynamiske duo hentede guld til Vestegnen i 2005, men allerede året efter tog parret afsked med Brøndby.

De to fortsatte dog trænergerningen i Getafe i La Liga i Spanien, hvor de var et år. I 2009 kom Faxe til Randers FC, men han holdt kun frem til oktober samme år, da han blev fyret og Colin Todd overtog holdet.

I dag er John Faxe træner i Fremad Amager, mens han også hyppigt bruges som fodboldkommentator.

Kim Vilfort:

Egentlig er midtbaneprofilen Kim Vilfort uddannet som lærer med historie og idræt som sine specialer, men det er udelukkende inden for grønsværens kridtstreger, at den besindige og eftertænksomme EM-helt har scoret de høje karakterer.

Den nu 52-årige Kim Vilfort trådte for første gang ind på fodboldbanen i Skovlunde IF, hvor han hurtigt viste sig som et stort talent, som dengang i 1970’erne blot trænede to gange om ugen.

Men han kunne finde vej til målet, havde en fysik, som overgik de fleste, og så var han en mester i at læse spillet, som det hedder på fodboldsprog.

Disse kvaliteter bragte den lange og lidt ranglede Vilfort til Brøndby efter et års lidt kikset ophold i den franske klub Lille. Og hvis det franske eventyr havde været en nedtur, blev tiden i Brøndby fra 1986 og frem til hans karrierestop i 1998 en lang solstrålehistorie.

Han var en vigtig del af det Brøndby-hold, som op gennem 1990’erne vandt nogle af sine største mesterskaber og var med til at sikre dansk fodbold en række store sportslige succeser på den europæiske scene. Bl.a en semifinale i UEFA Cupen i 1991, hvor Roma fra Italien satte en stopper for det eventyr med en scoring af tyske Rudi Völler to minutter før tid.

Det var netop stammen af tidligere og nuværende spillere fra Brøndby, som var de bærende kræfter på det hold, som vandt EM-guldet hjem til Danmark i 1992.

Og på den danske midtbane var Kim Vilfort en storslået kriger med et pulserende fighterhjerte og en glødende længsel efter at vinde. Og hans mål til 2-0 i finalen var en typisk Vilfort-scoring: det var hverken blæret eller braget ind a la Faxes mål - men ind bag den tyske målmand Bodo Illger kom bolden, og ifølge hovedpersonen selv var der ikke hånd på, da han tæmmede bolden inden sit flade, tørre hug med venstrepoten: ”Den slags kan man som regel huske,” som han sagde efter kampen. og det er ganske vist.

Kim Vilforts indsats i fodboldens tjeneste er lang og fuld af rosende ord. Han opnåede at vinde DM-guld med Brøndby hele syv gange og pokalturneringen tre gange.

Brøndby Stadion har i mange år blot heddet Vilfort Park blandt klubbens mange fans, og dem med indflydelse i klubben navngav for længe siden en lounge i den dyre ende af stadion efter Vilfort. Klubbens trofaste spiller og besindige ikon nåede 332 kampe og lavede 67 mål for de blå/gule.

Da han trådte uden for kridtstregerne i 1998 og indstillede sin aktive karriere, blev han ansat som talentchef i Brøndby IF, hvor han fortsat arbejder.

Siden sin ansættelse er hans afdeling vokset fra at være en mindre talentfabrik til at være en større virksomhed, hvor han bruger mest tid på det administrative og mindre på fremtidens stjerner, som skal vinde det næste EM eller VM til Danmark. Chefen har vist vejen.

Henrik Larsen:

Han har spillet mod Diego Maradona i Napoli, Ruud Gullit og Frank Rijkaard i Milan, Matthäus, Klinsmann og Brehme i Inter og Roberto Baggio i Juventus. Nå, ja og så var han topscorer med tre mål, da Danmark havde ryddet brættet og vundet guld ved EM i fodbold i Sverige.

Inden Henrik Store Larsen og de øvrige danske spillere fik en uventet EM-billet til Sverige, havde han i sommeren 1992 vundet DM-guld med barndomsklubben Lyngby, men egentlig spillede han på det tidspunkt i Pisa i den italienske Serie A, men klubben havde lejet ham ud til nordsjælland. Og det var i det skæve tårns by, at han havde stået over for de mange nævnte verdensstjerner.

Men der skal mere end stjerner til at ryste den bomstærke, blonde kantspiller, som faktisk indledte EM i Sverige med at være indskiftningsspiller, men det ændrede sig, da han fandt vej til målet i opgøret mod Frankrig, hvor han scorede til 1-1.

Især huskes han for sine to mål i semifinalen mod Holland, og hans mål i straffesparkskonkurrencen.

Han har siden beskrevet tiden under EM i Sverige med sine holdkammerater som hyggelig og afslappet.

”Vi havde et godt hotel, og vi hyggede os. Der var da sådan lidt ”fars fede ferie” over det. Det var sådan lidt en ferietur med lidt fodbold og lidt hygge”.

Efter EM gik turen tilbage til Pisa i Italien, hvor han havde en turbulent tid, og i 1992 forlod han italien og fortsatte karrieren i Aston Villa, men uden den store succes. Så engelsk fodbold blev til tysk, da Henrik Store Larsen skiftede til Mannheim i den tyske 2. bundesliga, og det blev et positivt ophold. Men hans kontrakt med klubben blev ikke fornyet, og han rejse derfor i 1995 hjem til Lyngby og skiftede året efter til FC København.

Han indstillede karrieren i 1999, og arbejdede siden som træner i først Ølstykke, og siden blev han landstræner for Færøerne, hvor han arbejde frem til 2005. Herefter blev det til et trænerjob i både Lynfby og i Randers, hvor han var assistenttræner sammen med EM-kollegaerne Flemming Poulsen med John Faxe Jensen som cheftræner.

Henrik Store Larsen er i dag tilbage i Lyngby Boldklub, hvor han arbejder i klubbens kommercielle afdeling.

Brian Laudrup:

Da Danmark hentede guld ved EM i Sverige havde holdet heldigvis en af dansk fodbolds største stjerner med på holdet, nemlig Brian Laudrup.

Som bror til sin endnu mere berømte storebror Michael Laudrup og som søn af legenden Finn Laudrup, har Brian bestemt haft et godt gen-materiale til at blive en sublim fodboldspiller - og det blev han. Men han var samtidig en rodløs og søgende type, som aldrig rigtig fandt sig til rette i en barsk og krævende fodboldverden.

Han var en spiller med et teknisk meget højt niveau, som med sin glidende stil og fuldendte balance lignede en balletdanser på græs. Han var svær at pille bolden fra, og han havde et fodskifte som et dansende egern. Og ovenikøbet havde han en evne til at score fantastiske mål.

Det viste han allerede i sin karrieres første spæde år, da han som blot 17-årig spillede sig ind som fast mand hos Brøndby IF, og med den unge Laudrup på holdet vandt klubben DM i både 1987 og 1988. Han nåede 49 kampe i gult/blåt og lavede 13 mål.

Selv om klubben på Vestegnen gerne ville beholde sin guldfugl, trak udlandet, og Brian Laudrup skiftede i 1989 til Bayern Uerdingen, og hans ophold i den tyske klub blev starten på en noget turbulent tid med flere klubskifter.

Han nåede at spille for Bayern München, Fiorentina og på en lejeaftale i AC Milan, inden han rejste til Skotland for at spille for Glasgow Rangers, hvor han var klubbens største stjerne fra 1994-1998.

Han har efterfølgende ikke lagt skjul på, at han havde fire fantastiske år i den skotske storklub, hvor han var med til at vinde tre skotske mesterskaber. I den skotkse storby kunne han gå i fred på gaden, og der var slet ikke samme fanhysteri, som han havde oplevet i Italien.

Brian Laudrup er sidenhen af flere omgange blevet udråbt som den bedste ikke skotske spiller i Glasgow Rangers historie.

Efter tiden hos skotterne fortsatte han turen til Chelsea, men en række skader betød, at hans ophold aldrig blev en succes. Han skiftede efter blot et år i London til FC København, og lige så opsigtsvækkende det skiftevar, lige så pludseligt fik det også en ende.

Han følte sig ikke tilpas i den danske Superliga, og efter blot 12 kampe forlod han igen dansk fodbold og rejste til Ajax i Holland, hvor han spillede et år og siden indstillede sin karriere.

Den nu 46-årige Brian Laudrup vandt en række priser, titler og trofæer i sin tid som spiller, og mest lysende for de danske fodboldfans står givetvis EM-pokalen fra 1992, hvor han var en bærende figur i spillet frem ad banen og en af holdets store stjerner.

Siden sit farvel til fodbolden har Brian Laudrup bl.a. arbejdet som fodboldkommentator for TV3 og deltaget i forskellige reklamfilm. Tillige driver han en fodboldcamp for drenge og piger om sommeren i fællesskab med den tidligere målmand Lars Høgh.

Flemming Povlsen

Det er vel ok, at man stortuder, når man lige har vundet EM i fodbold?

Helt bestemt. Og så er det skønt, at man kan finde trøst hos bamsestore Peter Schmeichel.

Scenen med en grædende Flemming Povlsen fra pokaloverrækkelsen under EM i Sverige i 1992 er legendarisk.

Til toneren fra Queen-nummeret ”We are the Champions” kunne den altid hårdtarbejdende og fightende angriber med fødested i Viby ikke lægge låg på sin glæde over, at sommereventyret i Sverige endte med guld og pokal.

Men den altid glade Flemming Povlsen med de hurtige bemærkninger fik ikke en karriere, som han havde ønsket. Han var ofte plaget af alvorlige skader, og hans job som professionel fodboldspiller sluttede allerede, da han blot var 28 år gammel. Knæet kunne ikke holde til mere.

Han indledte sin karriere i Viby i 1984, men hans talent bragte ham hurtigt til byens hold AGF, hvor han spillede frem til 1986, inden han flyttede til Spanien for at spille for Castilla CF.

Siden gik turen til Tyskland og FC Køln, hvor han hurtig blev en populær spiller hos klubbens fans for sin hurtighed og sit arbejdsraseri.

I 1989 rykkede han til Holland og PSV, men allerede året efter gik turen tilbage til Tyskland, hvor han kom på kontrakt i Borussia Dortmund, hvor han fik stor succes i de fem år, han spillede i klubben. Men hans tid var desværre også præget af flere alvorlige knæskader, som holdt ham ude af spillet i lange perioder.

Da den nu 48-årige Flemming Povlsen måtte indstille sin karriere, gik der en del år, inden han igen blev en del af fodboldmiljøet. Han blev i 2001 tilknyttet FC Aarhus som sportsdirektør, og han har været assistenttræner i Horsens, Randers, Silkeborg og OB og angrebstræner for AGF’s førstehold.

Han er i dag tilknyttet TV2 som fodboldkommentator, og han er også tilbage i AGF, hvor han arbejder som angrebstræner i klubbens talentafdeling.

Hans guldtårer i 1992 har bestemt også været med til at skrive fodboldhistorie, og Flemming Povlsen sætter selv følgende ord på sin største oplevelse som fodboldspiller:

”Det, der skabte noget til eftertiden, var selvfølgelig EM i 1992. Der blev min identitet for alvor slået fast. Der har været masser af milepæle i min karriere, men det er da nok den største. Men ellers vil jeg sige, at det, at man har kunnet bevise, at man har valgt rigtigt med sin sport, det er stort.”

Flemming Povlsen holder kontakten ved lige med sine gamle holdkammerater fra landsholdet, når han stiller op for Danmark på old boys-landsholdet. Så bliver der med garanti opfrisket minder og fortalt anekdoter fra de glade i Sverige for 23 år siden, hvor Flemming Povlsen græd af glæde.