Fortsæt til indhold
Fodbold

Morten Olsen er forbandet ærgerlig

Landstræneren ærgrer sig over Andreas Bjellands knæskade, der koster ham deltagelsen i Albanien-kampen.

Anders Egedal

Tirsdag tikkede nyheden om, at Andreas Bjelland er ude resten af sæsonen, ind. Centerforsvaren blev knæskadet i en kamp for sin nye klub Brentford, og ifølge holdets lægeansvarlige, Neil Greig, koster det Bjelland omkring ni måneder på sidelinjen.

Det er dårligt nyt for det danske fodboldlandshold, der om under en måned tager imod Albanien hjemme i en vital EM-kvalifikationskamp.

»Egoistisk set med vores øjne er det selvfølgelig forbandet ærgerligt. Han har været en vigtig spiller i kvalifikationen indtil nu,« siger landstræner Morten Olsen.

I øjeblikket døjer anfører Daniel Agger også med en skade, men i hans klub, Brøndby, er der forhåbning om, at han kan være med i torsdagens Europa League-opgør mod græske PAOK.

»Vi har altid været så heldige, at når Daniel Agger har været skadet, har Bjelland været klar, og når Bjelland har været skadet, har Daniel Agger været klar. Vi håber, at det også bliver sådan denne gang,« siger Olsen.

Bliver det ikke tilfældet, skal han og assistenttræner Peter Bonde finde en makker til Simon Kjær i midterforsvaret. Her har Morten Olsen flere navne i tankerne.

»Jeg tænker på en Jannik Vestergaard, jeg tænker på en Sviatchenko, og jeg tænker på en Kian Hansen. Og så er der en Andreas Christensen, der spillede i pokalen for Gladbach på den position,« siger han.

Selvom der er gode alternativer, er det dog ikke uproblematisk, hvis en af dem skal afløse enten Bjelland eller Agger mod Albanien og tre dage senere ude mod Armenien.

»I fodbold og i så vigtige kampe handler det om at spille med nogen, som har spillet mange kampe sammen og kender hinanden ud og ind,« siger Olsen og tilføjer:

»Falder de her to spillere væk, har vi for det første ikke en venstrebensspiller centralt. For det andet bliver det en ny konstellation. Og nye konstellationer vil man helst have, hvis man skal spille testkampe og ikke kvalifikationskampe.«

Danmark møder Albanien i Parken den 4. september.