"Harald Nielsen havde samme status som George Best og David Beckham"
Harald Nielsen var en af verdens absolut største stjerner, fortæller den tidligere pressechef for UEFA Frits Ahlstrøm.
Det er vanskeligt at sammenligne spillere på tværs af generationer. Men hvis man ser på spillernes betydning i de år, de var på toppen, så er Harald Nielsen i den absolutte top.
Sådan beskriver journalist og tidligere pressechef for UEFA Frits Ahlstrøm sin gode ven Harald Nielsen, som tirsdag tabte kampen mod kræft, 73 år gammel.
"Der er ingen tvivl om, at Harald Nielsen på toppen af sin karriere var verdens bedste centerforward. Når jeg siger verdens bedste, så mener jeg det,” siger han.
For at give et billede af hvor stor stjernestatus Harald Nielsen havde, vil Frits Ahlstrøm alligevel godt sammenligne med nogle af stjernerne siden dengang.
”Harald havde dengang, hvor der slet ikke var den samme medieopmærksomhed, stjernestatus som spillere som George Best og David Beckham senere fik. Han blev betragtet på samme måde som et rockidol,” fortsætter han.
Harald Nielsen spillede som professionel ni år i italiensk fodbold, hvor han den dag i dag har et stort navn.
”Harald Nielsen har i dag et større navn i Italien, end han nogensinde har fået i Danmark, og det er typisk fordi, vi er tilbøjelige til at glemme dem, der skabte den platform, vi i dag alle sammen befinder os på og har glæde af. Men det gør italienerne ikke. De glemmer aldrig. Når Harald Nielsen sidenhen har besøgt Bologna, som han blev mester med, så var det lige før trafikken gik i stå”, fortæller Frits Ahlstrøm.
Som et bevis på at Harald Nielsen langt fra er glemt i Italien, er den populære dansker i dag på forsiden af de store italienske aviser Gazzetta og Quitidiano.
Harald Nielsen gjorde opmærksom på sit usædvanlige talent som afslutter allerede som teenager i Frederikshavn, hvor han hjalp klubben op i første division. I sin debut mod Frem i Parken vandt Frederikshavn, og Harald lavede hattrick.
”Det fortæller lidt om, hvor uomtvisteligt talentet var. Uanset om de rykkede en række op, så fortsatte Harald med at score mål,” husker Frits Ahlstrøm.
Harald Nielsen debuterede på landsholdet i 1959 som 17-årig. Han skulle dengang spille over for en af de bedste og mest frygtede forsvarsspillere i nordisk fodbolds historie Thorbjørn Svenssen, som alle slog sig på. Her oplevede den stærke norske forsvarspiller en angriber, som med sit glidende løb, næsten var umulig at fange. Danmark vandt kampen 4-2, og Harald Nielsen scorede kampens første mål.
Udover Harald Nielsen var en stor fodboldspiller, beundrede Frits Ahlstrøm også vennens altid gode humør.
”Det var kendetegnende for Harald, at han altid var glad. Jeg mindes ikke nogen, som i højere grad har smilet fra øre til øre, end Harald gjorde. Han var altid glad, han var altid optimistisk. Han var en livsglad dreng,” husker Frits Ahlstrøm.
Efter sin aktive karriere har Harald Nielsen udover at have haft stor betydning for dansk fodbold, hvor han var med til at få oprettet professionelle tilstande, også haft en stor betydning for de danske relationer med Italien.
"Hvad han har gjort for dansk-italienske relationer, bl.a. erhvervsmæssigt, er exceptionelt. Derfor synes jeg også, at det er dybt beklageligt, at Harald Nielsen aldrig fik ridderkorset".
Frits Ahlstrøm har selv skrevet til Kulturstyrelsen og gjort opmærksom på dette.
”Når jeg ser på, hvordan ridderkorset ellers bliver fordelt, forstår jeg stadig ikke, at Harald aldrig fik det. Han har gjort sig mere end fortjent til det,” siger Frits Ahlstrøm.