Fortsæt til indhold
Fodbold

Træner efter FCK-fiasko: Mest skuffende resultat i min tid

For første gang i 10 år er FC København ikke at finde i et europæisk gruppespil efter nederlag på 3-2 til tjekkiske FK Jablonec.

På trods af en føring på 1-0 fra den første kamp i Tjekkiet var FC København ikke i stand til at gå videre fra 3. kvalifikationsrunde i Europa League.

Et resultat, som Ståle Solbakken kaldte det mest skuffende resultat i sin tid i FCK. Specielt med tanke på at holdet også ville være blevet seedet i næste runde og derfor have en god mulighed for at komme med i gruppespillet.

”Vi er dårlige i de første 15-20 minutter. De kommer foran og har to skud mere på mål i hele kampen. Det er de to, som de scorer på. Jablonec står med ni mand bag bolden, og det bliver for svært for os,” sagde Ståle Solbakken efter kampen.

Verbic med skældsord til dommeren

I den første kamp i Tjekkiet scorede kantspilleren Benjamin Verbic det eneste mål. I Parken blev han vist ud, da han råbte ”fuck off” til kampens cypriotiske dommer efter en situation, hvor Verbic følte sig snydt for et frispark.

”Det var en stor dumhed af Benjamin, og han betaler nogle dyre lærepenge. Det sker i frustration. Nogle dommere er hårdere end andre i den situation,” sagde Solbakken.

Normanden roste dog sine spillere for at kæmpe og udvise mod til trods for modgangen på banen.

Skal ikke sælge spillere

Et af spørgsmålene er nu, om alle spillere også vil være tilgængelige for Solbakken, når transfervinduet lukker i sidst på måneden. Eller om en profil som Daniel Amartey søger udenlands i jagten på europæisk fodbold.

”Nederlaget får ingen konsekvenser på spillerfronten. Vi vil forsøge at holde på alle mand og føler heller ikke, at vi skal udleje nogen. Men der kan selvfølgelig komme et bud, som ingen kan sige nej til,” sagde Ståle Solbakken og fortsatte.

”Et nederlag som dette kan ske. Vi har været på vippen så mange gange, hvor vi har været dygtige, og det er gået vores vej. Sådan var det ikke i dag,” afsluttede han.

Artiklens emner
FCK