Fortsæt til indhold
Fodbold

Sepp Blatters datter: ”Han gik for at beskytte familien”

Efter beslutningen er taget, vil han ifølge datteren bruge de sidste måneder i embedet til at ”reformere Fifa”´.

Der er ikke mange, som i disse dage går i brechen for Fifa-præsident Sepp Blatter. Men en af de få er hans datter, Corinne Blatter-Andenmatten, og da meddelelsen om faderens afgang kom ud, tog hun telefonen og skrev en sms til den schweiziske avis, Blick.ch.

”Jeg er trist og lettet på samme tid. Dagens meddelelse fra min far var en lettelse, fordi det stigende pres på ham fra alle steder nu falder bort. De sidste dage har kun handlet om at jorde ham, og det har gjort meget ondt på mig,” skrev hun.

Corinne Blatter-Andenmatten, der er bosiddende i Wallis, Schweiz, er den tidligere præsidents eneste datter og – ifølge BBC – en af de få, som kender præsidenten indgående.

”Min far er min far. Han er et storslået menneske. Med denne beslutning ville han i første omgang beskytte os, familien. Hans beslutning har intet – slet intet – at gøre med de verserende beskyldninger at gøre. Min far er et ærligt menneske, som har viet sit liv til fodbolden,” skrev Corinne Blatter-Andenmatten.

Nu, da beslutningen er taget, forbliver Sepp Blatter dog i embedet, indtil Fifa afholder ekstraordinær kongres. Dette, mener datteren, er en fordel for fodboldforbundet og hendes far. Hun skrev:

”Nu kan han koncentrere sig fuldt ud […] om at reformere Fifa. Det vil han bruge al sin energi på, så forbundet bliver givet videre på bedst mulig måde til hans efterfølger.”

Den ekstraordinære kongres afholdes et sted imellem december 2015 og marts 2016.