Selvmål sikrede Sønderjyske overlevelsen
FC Vestsjælland var klart stærkest, men det var Sønderjyske, der jublede, da 1-1-kampen blev fløjtet af.
Pistolen i gabet og bang. Puuuh, vi lever stadig.
Ja, livet i FC Vestsjælland er i øjeblikket som et spil russisk roulette, hvor hver eneste kamp er et revolverskud, der kan ende med en dødelig kugle.
Trods en stærk præstation i Haderslev måtte FC Vestsjælland nøjes med uafgjort, og dermed drejer bliver tromlen drejet og endnu et skud affyret, når Esbjerg i næste weekend kommer på besøg i Slagelse.
Hovedpersonen i søndagens kamp blev Dennis Sørensen, der fyldte 34 år. Den tidligere FC Nordsjælland- og FC Midtjylland-angriber brændte to enorme muligheder, men han blev alligevel Vestsjællands eneste målscorer. En flot en vel at mærke. Skabt af en særdeles rutineret trio.
33-årige Jan Kristiansen satte det i gang med en snorlige tværpasning til 33-årige Anders Due, der fulgte trop med et hårdt, præcist indlæg. Inde foran kassen dukkede fødselaren Dennis Sørensen op og headede flyvende føringen i mål bag Marin Skender.
Nå, men Marin Skender i Sønderjyske-målet har aldrig haft været en stor tekniker, og helt skidt var det, da den kroatiske keeper kort efter åbningsmålet var lige ved at give endnu et væk. Uprovokeret gav han bolden til Rasmus Festersen, men den målfarlige angriber manglede den berygtede kynisme i situationen.
Hos FC Vestsjælland var særligt den rutinerede flok, som stod bag scoringen, godt spillende. Også Marc Dal Hende skal nævnes for en energisk præstation på midtbanen.
Ja, i det hele taget var det bestemt en stærk præstation af Michael Hansens udvalgte, men med til historien hører også Lars Søndergaards ditto. For det var ikke godt, faktisk var det ret dårligt, hvad Sønderjyske leverede i store dele af den vigtige bundkamp.
Det var noget usammenhængende noget, var det. Spillet altså. Hjemmeholdet evnede kun alt for sjældent kunsten at ramme en medspiller. Trods en skidt præstation, som blev noget bedre i anden halvleg, fik Sønderjyske et resultat, som de for alvor kunne bruge til noget.
Den forløsende udligning kom, da sønderjydernes eneste offensive trussel, Silas Songani, sled sig fri på højrekanten og sparkede bolden hårdt ind i feltet. Her stod en kæmpestor rumæner plantet, og Jean-Claude Bozga kunne ikke nå at fjerne sine små to meter og endte dermed som skurken for Slagelse-klubben.
Det uafgjorte resultat betyder, at Sønderjyske definitivt er sikker på endnu en sæson i Superligaen. Og FC Vestsjælland. Ja, de må affyre endnu et skud.