FCK blev udstillet i Randers
Randers var stærkere, klogere og bedre end FCK og vandt fortjent med 3-0 på hjemmebane.
Randers ligner igen et godt bud på en bronzevinder. Det indtryk står helt fast, efter at holdet i Superligaen sikkert besejrede FCK med 3-0 på hjemmebane søndag aften.
Til trods for en tidlig skade til Danny Amankwaa, var det ellers FCK, der kom bedst fra start. Gæsterne etablerede tidligt et tungt pres på Randers' banehalvdel, og i et par situationer var hjemmeholdet heldige med at overleve febrilsk klumpspil foran eget mål.
Det er dog ikke tilfældigt, at Randers har Superligaens næstbedste forsvar, og når de driftsikre jyder låser porten og smider nøglen væk, skal der meget til at dirke backkæden op. Kun når Nicolai Jørgensen gav prøver på ligaens hurtigste kombination af hjerne og fødder, kom udeholdet til chancer.
Den største fik Rurik Gislason, der blev spillet fri af Jørgensen i venstre side af feltet, men desværre for islændingen blev vinklen så spids, at keeper Karl-Johan Johnsson kunne lukke den af.
Fandt fodfæste
Langsomt fandt Randers fodfæste i opgøret, og i halvlegens sidste kvarter var det kronjydernes tur til at belejre modstanderens felt. Føringsmålet kom kort før pausen fra Randers-topscorer Mikael Ishak, der opsnappede bolden i mellemrummet mellem midtbane og forsvar.
Herfra løb han beslutsomt direkte imod københavnernes mål, og med en klog afslutning mellem benene på Mikael Antonsson, gav han sit hold en 1-0-føring med til pause.
En af de hovedårsagerne til Randers' flotte sæson er, at man ikke er for fine til at slå kampene i stykker, hvis det tjener et højere formål. Anden halvleg udviklede sig til en rodet affære på fight og tilfældigheder, og det passede helt klart hjemmeholdet bedst.
Med en halv time igen kunne Ishak have scoret igen, da chancen bød sig efter flot samspil med angrebsmakkeren Viktor Lundberg, og kun takket være en hurtig fodparade fra Stephan Andersen blev FCK holdt inde i kampen.
Det var kun på lånt tid. Et kvarter før tid blev det 2-0, igen på en tør afslutning fra Mikael Ishak og igen på et angreb så simpelt som rugbrød. En lang aflevering blev snittet videre af Lundberg, og på den efterfølgende boldberøring tordnede Ishak bolden i nettet.
Herfra gik FCK helt i opløsning, og i det sidste minut slog indskiftede Nicolai Brock-Madsen endegyldigt sejren fast.