Fortsæt til indhold
Fodbold

Brøndby katapulterede sig op på tredjepladsen

To gyldne minutter blev afgørende mod FC Vestsjælland.

'Stop nationalt awaykort'. Sådan stod der på et kæmpe banner på Sydsiden, hvor Brøndbys mest inkarnerede fans holder til.

I det første kvarter var der en underlig stemning på stadion, fordi de normalt så larmende fans var helt stille i protest mod de varslede udebanekort.

Det var derfor kun de to holds trænere og tilskuernes mumlen, der kunne høres. Om det er årsagen til, at kampen startede uden den store nerve, skal være usagt. Brøndby holdt presset højt oppe på FC Vestsjællands halvdel, men det lykkedes ikke at skyde hul i forsvarsmuren, der slog ring rundt om feltet.

Der skulle et FC Vestsjælland-boldtab til, før decibelniveauet for alvor steg. Pludselig var Alexander Szymanowski alene med FC Vestsjællands keeper, Thomas Mikkelsen, men den duel vandt sidstnævnte, da han fik paraderne på forsøget, og så fløjtede dommer Jakob Kehlet til pause.

Sprudlende Brøndby-hold

Brøndby kom bragende fra starten af anden halvleg. Efter mindre end to minutter headede Christian Nørgaard et hjørnespark i kassen på smuk vis, da han dirigerede bolden over i modsatte hjørne af hvor den kom fra. FC Vestsjælland nåede lige at give bolden op, før det igen kunne samle læderet ud af netmaskerne. Daniel Agger headede mod mål, bolden blev reddet på stregen, men så kom Christian Nørgaard spurtende og satte indersiden på.

Det unge midtbanetalent er for alvor ved at finde rytmen efter en ujævn start i Brøndby-trøjen. I fraværet af Thomas Kahlenberg tager Christian Nørgaard mere og mere ansvar for det opbyggende spil. Det gør han ganske fornuftigt med en lav fejlprocent. Fortsætter han de takter, som han har vist hidtil i foråret, kan der meget vel ligge en debut på landsholdet inden årsskiftet og vente på ham.

Efter den miserable indsats i de første fem minutter efter pausen, forsøgte udeholdet at tilkæmpe sig spilovertaget, men Brøndby var simpelthen bare bedre spillende. Afgørelsen på kampen faldt, da højrebacken Johan Larsson satte indersiden på et fladt indlæg, som Thomas Mikkelsen ikke havde nogen chance for at redde.

Kort efter blev Nikolai Laursen skiftet ind til sin Brøndby-debut, og han fik den bedst mulige entré i Superligaen, da han helt fri i feltet sikkert omsatte den store chance til det fjerde mål for hjemmeholdet, der dermed er på tredjepladsen. FC Vestsjælland har seks point op til Esbjerg over stregen.