AaB punkterede Sønderjyske med et gyldent minut
AaB var stærkest i Haderslev, og med en 3-0-sejr holder de forsvarende mestre trit med de fire øvrige bronze-kandidater.
Sport – og fodbold i særdeleshed – er fyldt med vendinger, som bliver slidt og bliver til klicheer.
»Vi kan spille frit,« er et af de gængse udtryk, som ofte antyder, at man kan forvente offensiv fodbold, fordi point i den givne situation ikke er et must.
Både Sønderjyske og AaB kunne i søndagens første Superligakamp spille frit, og netop derfor, og på trods af de to holds elendige formkurve med hver fire point i de seneste seks kampe, kunne man som neutral beskuer tillade sig at forvente en positiv omgang fodbold. Som to duellanter, der fra femmetervippen prøver tricks af i kampen om opmærksomhed fra klassens skår.
Slåskampe og fejl
Men nej. Tricks og underholdning blev til slåskampe og fejl på fejl.
I hvert fald i første halvleg, hvor Superligaens to mest formsvage hold leverede en svag form for fodbold. Et af halvlegens få højdepunkter kom, da de omkring 100 medrejsende AaB-tilhængere i fællesskab marcherede ind på Sydbank Parks endetribune efter et kvarters spil. Den noget forsinkede opbakning til udeholdet var en protest mod det kommende away-kort, som fra næste sæson er obligatorisk for at se kampe på udebaneafsnittet i Superligaen.
Måske havde de 22 spillere lavet en gentlemen-aftale om, at udeholdets fans, som havde rejst 240 km for 75 minutters fodbold, ikke skulle gå glip af noget. I hvert fald var spillet på banen i begyndelsen alt for dårligt, og chancerne alt for få.
Stagnerede sønderjyder
Ja, hvis sønderjydernes sportschef Hans Jørgen Haysen brugte starten af kampen på at sms’e med mulige træneremner, der er i spil til at overtage depechen fra Lars Søndergaard, kan man ingenlunde anfægte ham. Et øjebliksbillede af hjemmeholdet viser et hold, hvis udvikling tilsyneladende er stagneret og som har brug for nye input. Blot én sejr har Sønderjyske således hentet i de seneste syv kampe.
Pausen brugte de medrejsende AaB-tilhængere formentlig på at forberede en tur over grænsen for at fylde bagagerummet op med lidt mundgodt, og efter en god times spil kunne de tage forskud på glæderne ved at juble over to scoringer inden for et minut.
I begge tilfælde lykkedes det for AaB at spille en dyb bold bagom hjemmeholdets forsvar, og begge gange var Marin Skender prisgivet. Stærkest i billedet stod Anders K. Jacobsen, der scorede kampens første mål og også fik lov til at lukke til 3-0 i overtiden.
Foruden de to kasser bragede den kvikke angriber også en afslutning på stolpen fra spids vinkel. Ja, Lars Søndergaard, som i næste sæson bliver træner i hjembyen Aalborg, kan i det hele taget glæde sig over, at der er masser af potentiale i AaB-angriberne, som foruden dagens to målscorere også tæller navne som Lukas Spalvis og Rasmus Jönsson, der var forrygende i sidste års mesterskabssæson.