FC København sikrede sig andenpladsen
Kønt var det ikke, da københavnerne svækkede FC Nordsjællands bronzechancer.
Fodboldromantikere vil sige, at spændingen om Superligaens andenplads er intakt. Realister vil sige, at spændingen er punkteret, efter at FCK søndag slog FCN i Parken. Først skulle vi dog gennem en kamp, der fik FCK's træner til at udvandre før tid.
Hjemmeholdet havde fire centrale midtbanefolk i startopstillingen, som talte spillere, der inden kampen blot havde scoret 15 mål til sammen i sæsonen. Det er en kendsgerning, der giver de fleste fans kuldegysninger af nervøsitet for en chancefattig kamp.
Der skulle da også gå 30 minutter, før en af de to keepers rørte bolden første gang. Det var, da FC Nordsjælland-spilleren Gudmundur Thorarinssons flugter lige nøjagtig havde nok fart på til at trille ind i Stephan Andersens handsker. Få sekunder efter sendte landsholdskeeperen bolden ud over sidelinjen, og så hoppede Ståle Solbakken op fra bænken og sendte højlydte lydbølger ud i nationalarenaen.
Opsangen havde effekt kort tid efter, for pludselig var FCK tæt på at komme foran, da Nicolai Jørgensen blev sendt i dybden, men David Jensen reddede bolden med en flot parade. FCN's keeper var på flyvetur igen med fem minutter tilbage af halvlegen, men denne gang var han ikke i nærheden af bolden. Dertil var Nicolai Jørgensens hovedstød for yderligt placeret. Et flot hovedstød af landsholdsspilleren, som i overtiden fordoblede føringen. Denne gang på et tvivlsomt dømt straffe, som Ståle Solbakken ikke nåede at se, fordi han forinden var vandret ud i omklædningsrummet i raseri over sit holds præstation.
Tamme nordsjællændere
Udeholdet fra Nordsjælland havde alle muligheder for at lægge afstand til Brøndby i kampen om tredjepladsen, men det var svært at se den store sult hos de unge Farum-drenge, der aldrig for alvor fik prøvet Stephan Andersen af. Faktisk var det lige før, at han forærede FCN et mål, da han ramte Kristian Lindberg lige i panden efter et mildt sagt skævt udspark. Symptomatisk for kampen var det udeholdets farligste forsøg i kampen.
Det virkede til, at FCK var tilfreds med at trille minutterne ihjel. Kun én enkelt gang var det tæt på en tredje scoring, da den belgiske angriber Steve De Ridder, der spillede en fin kamp, steg til vejrs og knaldede et hovedstød mod mål. David Jensen formåede dog på imponerende vis at afværge en lille ydmygelse til det chanceløse FCN-hold.
Med sejren har FCK 11 point op til FCM og lige så mange point ned til Brøndby på tredjepladsen. FCN ligger nummer seks - tre point fra bronzen.