Fortsæt til indhold
Fodbold

Brøndby udnyttede konkurrenternes kiks

I en yderst underholdende kamp spillede Brøndby sig tættere på medaljer uden holdets største profiler.

Ingen Daniel Agger, ingen Johan Elmander og ingen Thomas Kahlenberg,

Ja, Brøndbys feterede og dyrt betalte trio var reduceret til tilskuere i Haderslev, da holdkammeraterne skulle forsøge at spille sig forrest i kampen om tredjepladsen efter en weekend, hvor Randers, AaB og FC Nordsjælland til sammen hentede ét point.

Den mission lykkedes, selvom kampen blev åbnet med en imponerende Brøndby-afbrænder.

Stadionuret var stadig i gang med de indledende strækøvelser, da Ferhan Hasani totalkiksede en oplagt målchance. Liggende på græsset efter en dårlig parering blev Sønderjyskes keeper Marin Skender på forunderligvis redningsmand.

Sekundet efter fik han så hjælp fra træværket, da den spinkle Lebohang Phiri hamrede et missil på overliggeren, og så var tonen slået an.

I den modsatte ende gjorde også Sønderjyskes angrebsduo opmærksom på sig selv. Den gazellekvikke Silas Songani var bestandigt en stor udfordring for oppasseren Martin Albrechtsen, mens tyske Marvin Pourié kom frem til et katalog af gode muligheder.

Værd at fremhæve var situationen, da han efterfulgte en god bolderobring med et par skarpe zigzag-driblinger. Slutteligt fik han sparket og tvang en stor, stor redning frem Lukáš Hrádecký. En tvekamp som de to udkæmpede gennem hele kampen. Hver gang med den finske keeper som vinder.

Den forfriskende livlig og chancerige start på kampen fortsatte det lykkeligvis for den objektive beskuer. Generelt har der været alt for få kampe med mange chancer i denne Superligasæson.

Eneste minus var den manglende snuhed i afslutningerne. Efter en halv times spil kom kampens 15. afslutning, som resulterede i den første og eneste scoring. Et hjørnespark endte – igen efter noget tvivlsomt målmandsspil fra Marin Skender – hos paraguayaneren José Ariel Núñez, der ubesværet kunne halvflugte bolden i mål til 1-0.

Det var også stillingen ved pausen om end ingen kunne have indvendt det mindste, hvis der i stedet havde stået 3-3.

Som regnen tog til i styrke i løbet af anden halvleg lykkedes det bedre for Brøndby at holde Sønderjyske fra store muligheder. Samtidig demonstrerede de unge vestegnsknægte i de fantasiløse grå trøjer, at holdet er sammensat til at spille lang græs og ikke på det underlag, som pryder, eller flyder, på Brøndby Stadion i disse tider.