Fortsæt til indhold
Fodbold

Glem konflikt og trænerstop

Hverken trænere, spillere eller sågar størstedelen af de fremmødte journalister var meget for at snakke om landsholdskonflikten eller Morten Olsens stop.

Mick Kristensen

Det var som om, at alt var glemt.

Da de danske fodboldlandsholdsspillere mødte samlet op i foyeren i NRGi Park & Arena i Aarhus, var det ikke til at se, at de seneste uger har budt på en eskalerende konflikt mellem DBU og landsholdsspillerne, der først blev løst i lørdags, eller at Morten Olsen i tirsdags, mens konflikten var på sit højeste, trak bukserne ned på den danske fodboldverden ved at annoncere sit kommende stop som landstræner.

Alt det var tilsyneladende gået i historiebøgerne mandag aften, da landsholdet begyndte sin træningssamling med kampene mod USA og Frankrig henholdsvis onsdag og søndag som højdepunkterne.

Morten Olsen var den første til at stille sig op til interviews, og selv om der ikke var udstedt forbud mod at spørge om hverken konflikt eller trænerstop, gik der forbavsende lang tid, før det første spørgsmål af den art ramte Morten Olsen. Spørgsmålet handlede om, hvorvidt spillerne havde talt ud om konflikten.

Lagt på hylden

»De har holdt et møde og fået snakket ud. Så det er lagt på hylden,« lød det fra Morten Olsen i en bestemt tone, der var højere end svaret på de andre spørgsmål.

Så kan du vel snakke om dit eget stop. Er du lettet over, at din beslutning om at stoppe er blevet offentliggjort?

»Jeg har ingen kommentarer til mit eget stop. Der var rigeligt med kommentarer i tirsdags (hvor Morten Olsen annoncerede sit kommende stop, red.), så lad os også lægge den på hylden. Nu handler det om at spille fodbold og komme fremad, og vi har to rigtigt gode kampe foran os.«

Så du vil slet ikke tale om dit stop?

»Nej, det er lagt på hylden. Jeg annoncerede mit stop i tirsdags for at tydeliggøre, at det var der, man kunne spørge ind til det, og nu ser vi i stedet fremad.«

Kan du alligevel helt nøjagtigt fortælle, hvornår du traf beslutningen om at stoppe?

»Det ved jeg ikke. Det var engang i løbet af vinteren.«

Morten Olsens trofaste assistent og følgesvend gennem snart 10 år, Peter Bonde, offentliggjorde også for nylig sin beslutning om at stoppe, når Morten Olsen siger farvel senest i sommeren 2016, hvor hans kontrakt udløber efter EM i Frankrig.

Peter Bonde havde heller ingen kommentarer til landsholdskonflikten. Men den assisterende landstræner var til gengæld mere i snakkehumør omkring sin beslutning om at stoppe.

»Min beslutning er kommet snigende her gennem det sidste stykke tid, og det blev så nu, at den blev endelig truffet,« sagde han mandag.

Bonde forbigået

Bonde har været med til at forme træneruddannelsen i DBU og været meget involveret omkring ”den røde tråd” i fodboldunionens talentudvikling. Derfor faldt det ham naturligt at søge stillingen som ny talentudviklingschef i DBU. Den stilling blev dog for nylig afsat til anden side, og den beslutning var ikke engang landstræner Morten Olsen en del af.

»Jeg ville virkelig gerne have haft jobbet som talentud viklingschef. Dermed kunne jeg også se mig selv være en del af det nye DBU. Men jeg fik ikke jobbet, og det har helt sikkert haft en indflydelse på min beslutning om at stoppe. Der er dog mange andre ting, som også gør, at jeg har valgt at stoppe,« sagde Peter Bonde.

Føler du dig ordentligt behandlet af ledelsen i DBU?

»Jeg vil ikke kommentere DBU’s behandling af mig, når jeg stadig er ansat her til at udføre et stykke arbejde.«

Lars Jacobsen er medlem af landsholdets spillerråd og har derfor været en af de få spillere, der har udtalt sig om konflikten. Han frygter ikke, at spillerne oven på konflikten, der har haft aflønning af spillerne som et af omdrejningspunkterne, bliver betragtet som grådige af den danske befolkning.

»Alle fodboldspillere vil gerne have et positivt ry og rygte. Men til syvende og sidst handler det om at levere, og hvis vi leverer på banen, er jeg sikker på, at fans og tilskuere er glade og tilfredse,« sagde Lars Jacobsen under presseseancen.

Afslutningsbemærkningen fra den 35-årige højre back indkapslede også meget godt stemningen blandt spillere og trænere i landsholdslejren.

»Det er vigtigt for os at signalere, at konflikten er et overstået kapitel. Vi koncentrerer os ikke et sekund mere om den, for nu drejer det sig om fodbold,« sagde Lars Jacobsen.

Artiklens emner
DBU