AaB tabte et nyt skridt i medaljejagten
Sønderjyske afklapsede AaB i Aalborg. Dermed forspildte nordjyderne igen chancen for at erobre Superligaens trejdeplads.
I mandags missede AaB muligheden for at springe op på Superligaens tredjeplads, da holdet tabte 0-1 på udebane til lokalrivalerne fra Hobro.
Søndag eftermiddag blev kunststykket gentaget med et nederlag på 1-2 til Sønderjyske i en kamp, hvor sidste års mestre ellers kunne have avanceret til Superligaens bronzeplacering.
Det sås ellers tydeligt fra kampens første minutter, at det var hjemmeholdet, der havde mest at spille for. Kasper Risgård og senere Nicklas Helenius kunne med lidt held have bragt AaB i front to gange i løbet af de første tyve minutter, og gæsterne lignede i den grad et hold, der ikke har meget tilbage at spille for i denne sæson.
Sønderjyske blev i første halvleg kun farlige, når AaB lavede fejl. Det gjorde midterstopperen Rasmus Thelander et par gange, og ved begge lejligheder kunne det med større skarphed fra sønderjyderne have resulteret i scoring.
Fuldt fortjent blev det imidlertid AaB og Kasper Risgård, der først huggede til. Helt bogstaveligt. Med sin venstre fod tordnede Risgård føringsmålet i nettet med så megen kraft, at målmand Marin Skender fik en frisk tilretning til sin militærfrisure med på vejen.
Straks efter pausen slog Sønderjyske tilbage. Rasmus Thelander begik på ny en brøler, da han snublede i bolden, og det udnyttede den opmærksomme Marvin Pourié til roligt at pille bolden fra den store forsvarsspiller og dernæst kontrolleret placere den uden for Nicolai Larsens rækkevidde.
Udligningen rystede AaB, mens Sønderjyske fik blod på tanden. Og bare fem minutter senere var opgøret helt vendt på hovedet. Silas Songani kom først på en returbold i feltet, og så stod der pludselig 2-1 til gæsterne.
AaB forsøgte i de efterfølgende minutter desperat at få greb om kampen, men når først de Sønderjyske muskelmænd er kommet overskrævs på deres modstandere, er de svære at flytte.
Lars Søndergaards tropper virkede ikke det mindste besværede af AaB's febrilske angrebsspil, og i Tommy Bechman, Marvin Pourié og Johan Absalonsen har de et trekløver, der både har hurtigheden og overblikket til at være dygtige kontraspillere.
Det var de tre, der var hovedmændene, da kampen punkterede 10 minutter før tid. To gange i løbet af et enkelt minut kollapsede det nordjyske forsvar totalt efter et boldtab på midten, og begge gange straffede Sønderjyske det hårdt. Først ved Bjørn Paulsen og dernæst ved Johan Absalonsen, der snørede et tykt lag gaffatape om AaB's allerede tilsømmede kiste. 1-4 i Aalborg.
Med sejren rykker Sønderjyske forbi Esbjerg, og det virker nu endegyldigt sikkert, at holdet får atter en sæson i landets bedste fodboldrække.
AaB er trods nederlaget stadig med i kampen om både medalje og europæisk deltagelse, men der er ingen tvivl om, at formkurven skal have et kraftigt opsving, hvis nogen af delene skal være aktuelle for sidste års mestre.