»Nu husker ingen Pierre Bengtsson«
Ludwig Augustinsson. Læg mærke til det navn, for han kommer til dominere Superligaen, så længe FC København kan holde på ham.
En lille mand i sort tøj med en mikrofon ved kinden sprintede over Parkens græs. Forbi 21 spillere og direkte over til 20-årige Ludwig Augustinsson. Manden sagde noget til knægten og pegede hen mod et kamerahold, der var på vej derover.
For der var ingen tvivl om, hvem Kanal 9 ville tale med i sekunderne efter kampen i FC Københavns totalt dominerende 2-0 sejr over FC Vestsjælland. Med et mål og en assist samt mere end 10 skarpe indlæg i 1. halvleg alene var Ludwig Augustinsson den soleklare fortælling denne kamp. Ikke mindst i den udtalte mangel på kvalitet fra FC Vestsjælland, som gjorde det umuligt at lave en saglig vurdering af FC Københavns niveau.
»Der har ikke været en så god debut for FC København siden min mod Brøndby,« sagde Ståle Solbakken kækt efter opgøret med henvisning til sin første kamp for FC København for næsten 15 år siden. Han har været presset hele efteråret. Denne aften var det totalt overskud.
Ikke mindst på grund af Augustinsson.
»Jeg har drømt om at spille sådan en kamp, siden jeg kom til FC København. Drømt om at få sådan en debut,« sagde svenskeren.
Hans debut er et lettelsens suk for FC København. Et af de største spørgsmålstegn ved holdet i dette forår har nemlig været, hvordan det dog skulle gå uden Pierre Bengtsson. Var erstatningen ikke så fremadrettet og med så skarpt et venstreben ville FC København have to jævne offensive backs på holdet, og Ståle Solbakken har engang sagt, at man ikke bliver mester uden gode backs.
Augustinsson har kun spillet en sammenhængende sæson for IFK Göteborg, men han kom på årets hold i Allsvenskan og truer Oscar Wendt samt Pierre Bengtsson på landsholdet. Derfor havde han ifølge sig selv og Solbakken også muligheder for at tage til en hollandsk klub eller en laverede rangeret i Bundesligaen.
Han valgte FC København.
»Der er mange unge spillere i Sverige, som tager til for store klubber i en for ung alder, og så sidder de på bænken. Jeg tror på, at FC København ville være den bedste mulighed for mig. Spillestilen passer mig perfekt med offensive backs og mange indlæg,« mente Augustinsson.
Han ankommer til en flot tradition i FC København. Augustinsson bliver den tredje svenske, venstre back i FC København på ni år. Først Oscar Wendt og dernæst Pierre Bengtsson.
»Jeg er nok en blanding af de to. Bengtsson er meget aggressiv, mens Wendt er meget boldsikker,« siger Augustinsson.
Ståle Solbakken mener, at den unge svensker er bedre nu, end Wendt og Bengtsson var som 20-årig. Wendt brugte et år på at omstille sig til FC København, mens Pierre Bengtsson som 20-årig end ikke havde etableret sig i FC Nordsjælland, hvor han spillede før FC København.
»Det er niveauet fra denne kamp, som jeg vil ramme hver gang,« svarede Augustinsson på spørgsmålet, om han virkelig er så god, som han så ud til at være mod FC Vestsjælland.
Med til den historie hører, at udeholdet dækkede ham helt forkert. Stakkels Anders Østli fik ikke nok opbakning på sin højre back, og Augustinsson fik alt for meget plads til at gøre sig god. Således var han i kampens første minut ved at lave to assists. Der er ingen tvivl om, at kommende modstandere vil indstille sig på FC Københavns venstre side med Augustinsson og Nicolai Jørgensen, for det her, at alt FC Københavns spil blev skabt i kampens første time.
»Jeg synes, at vi fik løst 1. halvleg godt, men så scorede de lige før pausen, og mål ændrer fodboldkampe. FC København fik ikke så mange chancer, men de vadede sig i spil, overlap og indlæg,« sagde FC Vestsjælland-træner Michael Hansen.