Fortsæt til indhold
Fodbold

AaB-træner har et godt øje til Nicklas Helenius og Rasmus Thelander før Club Brugge-kamp

Kent Nielsen håber på, at Nicklas Helenius og Rasmus Thelander rammer topformen i aften.

Hvis AaB skal få noget med fra aftenens Europa League-kamp mod Club Brugge, skal hele holdet spille en optimal kamp.

Men gået på klingen, så peger AaB-træner Kent Nielsen på to spillere, som han gerne ser spille op til deres bedste.

»Nicklas Helenius har scoret i fire ud af seks træningskampe. Han har set afslutningsstærk ud og har lavet gode mål mod stærke modstandere, og vi håber på, at han får et bedre forår end efterår,« siger Kent Nielsen til Jyllands-Posten.

Den næsten to meter høje angriber har scoret tre mål i Superligaen i denne sæson og et enkelt i Europa League.

I den anden ende er Kent Nielsen glad for, at han har fået Rasmus Thelander tilbage efter en længerevarende skadesperiode.

»Vi har lige fået Thelander til at spille 90 minutter i den sidste træningskamp, og Brugge har en stor angriber i Tom de Sutter, så det vil være godt, hvis Thelander spiller godt over for ham,« siger Kent Nielsen.

AaB har været voldsomt ramt af skader i denne sæson med Lukas Spalvis, Jakob Ahlmann og Donny Gorter er ude med korsbåndsskader. Endvidere er Andreas Blomqvist ikke blevet klar til kampen. Til gengæld meldte Rasmus Jönsson sig i går klar.

Kasper Risgård er tvivlsom efter at have været sengeliggende de seneste par dage.

AaB – Club Brugge begynder kl. 19 og kan ses på Canal 9.