Ny dommerkritik i Superligaen
En tidligere landsholdsspiller fra Sønderjyske langer kraftigt ud efter Superligaens største dommerprofil efter 0-1 nederlag i Brøndby.
»Jeg er utilfreds med, at en dommer lægger en linje, som han ikke selv følger, og at det viser sig inden for 50 sekunder i to sekvenser i kampen, som afgør den.« Så har vi den igen. Et nyt hold er utilfreds med en superligadommer, og det mener, at han manglende evner afgjorde en superligakamp.
Denne gang drejer det sig om Sønderjyske. Nærmere betegnet holdets tidligere landsholdsspiller Daniel Jensen, som var ganske utilfreds med dommer Kenn Hansens præstation i Sønderjyskes nederlag på 0-1 til Brøndby.
Daniel Jensen pegede på to sekvenser i kampens 67. minut. Først fløjtede Kenn Hansen frispark til Brøndbys Thomas Kahlenberg. Fint nok mente Daniel Jensen. 50 sekunder senere undlod Hansen dog at fløjte i den anden ende.
»Det gjorde ondt. Der kom en spiller flyvende med begge ben strakt, og så fløjtede han ikke,« sagde Daniel Jensen og konstaterede, at Andrew Hjulsager få sekunder senere blev matchvinder med sit mål til 1-0. Pierre Kanstrup rettede hans langskud ind i eget mål.
»Det var held,« sagde Daniel Jensen på den baggrund om årsagen til Sønderjyskes nederlag.
Holdets cheftræner Lars Søndergaard har netop afsonet en spilledags karantæne for en, ifølge Dansk Boldspl-Union (DBU), utidig kommentar på det sociale netværk Twitter rettet mod en dommer.
Han smilede derfor skævt, da han blev spurgt om dommerpræstationen i kampen mod Brøndby.
»Hvis Daniel Jensen har oplevet noget på banen, har han sikkert ret,« sagde Søndergaard.
»Der blev gået til den i dag. Dommerne skal have øjne og ører åbne, og der blive begået fejl, når kampen blev spillet, som den blev,« fortsatte Søndergaard med henvisning til kampens hårde spil.
Sønderjyske ligger med nederlaget nummer ni i Superligaen, og resten af sæsonen bliver en kamp for at undgå nedrykning.
»Vi kigger nedad. Med denne Superliga, som er så tæt, har vi ingen forhåbninger om at komme i top seks. Vi har fem point til placeringerne under nedrykningsstregen, og det skal vi have respekt for,« sagde Sønderjyskes cheftræner og fandt da den positive tone frem.
Vi har spillet et flot 2014. Vi begyndte med fem point op til nedrykningsstregen, og vi reddede os i Superligaen. Siden da har vi fået mere kontinuitet ind i holdet, og det er blevet en bredere trup,« sagde Søndergaard.