Brøndby-glæde over oprejsning
Med sejren på 1-0 over Sønderjyske rejste Brøndby sig efter en ringe præstation mod Hobro.
Man kunne næsten fornemme lettelsens suk i Brøndby-lejren denne søndag efter 1-0 sejren over Sønderjyske. Holdet havde i dets seneste kamp, den inden landsholdspausen, tabt 0-3 i Hobro, og nu skulle det møde en modstander, som spillede på samme måde. Denne gang svarede spillerne ved at vise karakter og hive en smal sejr hjem.
»Vi leverer en toppræstation i forhold til at lægge energi i kampen, løb og fysisk styrke. Sønderjyske havde inden denne kamp ikke tabt i ni kampe, og de kommer ikke til én chance i 1. halvleg,« sagde Brøndbys cheftræner Thomas Frank.
Daniel Agger var noget mere underspillet.
»Det var okay,« sagde han tørt om præstationen.
»Vi matcher dem godt fysisk, og vi holder dem fra at score,« fortsatte han.
Banen i Brøndby var elendig. Derfor glædede Agger sig over, at Brøndby fandt en anden og mere fysisk måde at vinde på, når banen ikke var til flot fodbold.
»Det er optimalt, hvis vi har en god bane, men gode hold finder alternative måder at vinde på, og Sønderjyske spiller meget ligesom Hobro. Nærkampe og lange dødbolde. Vi vandt mange flere returbolde end mod Hobro,« sagde landsholdsanføreren.
Meget tyder på, at Brøndby gør noget drastisk ved banen på Brøndby Stadion i vinterpausen.
»Man kan bare se på for at finde ud af, hvilke udfordringer, vi har, men det handler ikke bare om at skifte græsset. Vi bliver nødt til at finde ud af, hvorfor den er så dårlig. Den er dog ikke så slem som sidste år, og det var fordi, at vi spillede kampen mod Randers (Brøndby vandt 1-0 red.), da det havde regnet hele dagen, at den er blevet ødelagt,« sagde sportschef Per Rud.
»Vi har haft nogle eksperter til at se på den, og de kommer snart med deres råd til, hvad vi skal gøre,« fortsatte han.
Med 1-0 sejren over Sønderjyske holder Brøndby snor i FC København og Randers på Superligaens anden- og tredjeplads.