Bevæget, rørt og temmelig lettet

Midt i fejringen af Martin Jørgensens sidste hjemmekamp, midt i hyldest og navneråb, midt i annonceringen af en efterfest med Thomas Helmig og skåltaler, midt i al hypen med en mobil tribune bag det ene mål, ret tæt på banen, midt i alt det handlede AGF’s kamp mod Lyngby om noget ret vigtigt.

Om AGF’s livline til et forår, om klubbens fremtid på det, der kaldes den korte bane, i dette tilfælde denne sæson, som lige nu er en frustrerende oplevelse for alle i og omkring klubben, en sæson med få lyspunkter, en sæson med maksimalt pres på uden for og på banen.

Udenfor er det et spørgsmål om millioner i en udvidelse af aktiekapitalen, inde på banen drejer det sig om at genvinde publikums tillid og dermed købelyst, og på bundlinjen: resultater.

Var man i tvivl om betydningen af de to gange 45 minutter plus det løse, der fandt sted søndag eftermiddag i Aarhus, kunne man kaste et blik ind i loungen med udsigt over banen. Herinde traskede formanden for hele molevitten, Lars Fournais, rundt et kvarter før tid, da det kom til at handle om at holde en føring på 1-0.

I de første 45 minutter af kampen kunne AGF sagtens have scoret et par mål, der ville have givet ro for en stund, Mate Vatsadzes hovedstød fra en meter ramlede dog direkte ind på målmand Nicklas Højlund, der i 45 minutter havde et hvidt råbekor og smædesange om sit ”pigehår” som underlægningsmusik.

Jesper Lange er i AGF blevet geninstalleret som central angriber, og han fik panden på en aflevering fra Stephan Petersen, men bolden strøg i sidenettet. Ikke at Lyngby ikke fik sine muligheder. Således bøjede Patrick Mortensen en returbold lige over mål i første halvleg, mens David Boysen ikke kunne sparke bolden forbi sin tidligere klubkammerat Lukas Fernandes i AGF-målet.

På mystisk vis

I den anden ende brillerede Nicklas Højlund med en blokering af Kim Aabechs forsøg fra få meters afstand, endnu en af de chancer, der skal scores på, hvis AGF vil noget. Sådan en fik Jesper Lange kort efter, da Nicklas Højlund ikke kunne holde et skud fra Jens Jønsson. Men Jesper Lange fik på mystisk vis skubbet bolden uden om mål.

Det begyndte at minde mere og mere om en af de AGF-kampe, som slutter med, at modstanderen i slutfasen hugger til på et kontraløb og dræber festen. Men så tænkte Daniel Christensen hurtigt og næsten synkront med Kim Aabech. Backen sendte en medløbsbold ned langs Aabechs venstre side, og alene med Nicklas Højlund var Kim Aabech sikker.

Og midt i hele den nervebetonede og meget intense fodboldkamp, trak Martin Jørgensen sig ud, de sidste dybe afleveringer, de sidste tacklinger, de sidste præcise pasninger, alt det var fortid og han lod sig hylde. Men kampen var ikke slut, og fra boksen måtte han vente i spænding på slutpiftet.

Sejren var vigtigst

»Det vigtigste var sejren. Ikke mit farvel,« betonede Martin Jørgensen efter kampen, hvor den 39-årige veteran erkendte, at afskeden var temmelig følelsesladet. Lige fra indløbet med børnene Christian og Karoline, blomsterne fra direktør Jacob Nielsen, publikums sange til hyldesten fra holdkammeraterne i omklædningsrummet.

»Ja, jeg var rørt. Under opvarmningen var det svært at holde fokus, men ikke under kampen,« sagde Martin Jørgensen.

Og så man en tåre...?.

»Det var tæt på. Jeg fik lidt vind i øjnene. Det var dejligt at se så mange tilskuere, for det fortjente kampen også. Det er rart, at der kommer så mange, og det er rart at vide, at det, jeg har lavet i 20 år, er blevet set. Det betyder en del. Hele dagen vil jeg huske meget bedre, nu da vi vandt. Jeg gik bare og ventede derhjemme, indtil jeg skulle ud til stadion. Derfra var det som en hvilken som helst søndag. Det gjaldt om at vinde, ikke for min skyld, men for klubbens. Så vi hænger på endnu,« sagde Martin Jørgensen, som kun Martin Jørgensen kan sige det.

Måske klar søndag

Onsdag spiller AGF i Brønshøj, men det er tvivlsomt, om Jørgensen kan nå at komme sig fysisk til det opgør, men muligvis er han tilbage, når AGF runder efteråret af med en udekamp i Fredericia på søndag, og det bliver så hans allersidste kamp i AGF. Men måske var den i går eftermiddag i Aarhus hans sidste. I hvert fald så han meget bevæget ud, rørt og temmelig lettet. For alt andet end en sejr mod Lyngby ville ikke have været til at bære.