Fortsæt til indhold
Fodbold

Morten Wieghorst: Horribel kendelse

Morten Wieghorst mener, at AGF fejlagtigt fik et mål annulleret i overtiden i pokalkamp imod Sønderjyske.

AGF fra 1. division røg ud til Sønderjyske fra Superligaen i pokalen efter forlængelse og straffespark, men AGF-træner Morten Wieghorst var virkelig træt af, at hans hold fik et mål annulleret.

Ved 1-1 i den forlængede spilletid skubbede Jeppe Kjær bolden i mål, men AGF'eren blev vinket off-side.

»Det er horribelt, at Jeppe Kjærs mål bliver underkendt for off-side. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,« kom det fra AGF-træner Morten Wieghorst.

»Der er trods alt noget, der går vores vej. For vi leverede en fin præstation. Det kan vi selv styre. Der var andre ting, vi ikke selv kan styre på banen, og desværre faldt det ikke ud til vores fordel. Men vi skal huske på, at alle har ydet en fantastisk indsats. Vi ved godt, at det er svære omstændigheder på hjemmebane. Men der er ingen af vores spillere, der viser, at de er bange for at spille hjemme. Det var en disciplineret indsats. En stærk abejdsindsats,« sagde Morten Wieghorst.

Foran 1-0 langt hen i kampen oplevede han et par dramatiske slutminutter. Først brændte Davit Skhirtladze tæt under mål for AGF, og i overtiden sparkede Johan Absalonsen udligningen ind. Efter at AGF havde kontrolleret kampen og stort set ikke givet chancer væk.

»Vi kunne og burde have lukket i ordinær spilletid. Det er en ond måde, at de udligner på, i og med at det sker så sent,« sukkede træneren, der i løbet af de kommende dage skal få sit hold mentalt i gear inden en vigtig udekamp mod Viborg.

Artiklens emner
AGF