Dansk divisionsklub er tophold på international liste
1. divisionsklubben Brønshøj er blandt de mest overlegne fodboldklubber på et vigtigt område.
Det kan godt være, at fredagens 0-0-resultat mod FC Roskilde ikke rokkede meget ved Brønshøjs placering i 1. division - i det mindste kan spillerne glæde sig over at udbygge en fornem statistik.
Holdet har nemlig i nu fem ligakampe i træk holdt modstanderen fra at score - og det er den næstbedste præstation ifølge Soccerstat.com, der fører forskellige statistikker fra fodboldens verden.
Nacional fra den bedste uruguyanske række har sammen med tyske Zwickau fra Tyskland femtebedste række holdt nullet i seks kampe i træk.
Brønshøj, argentinske Colon, spanske Huracán, sydkoreanske Jeonbuk Motors og engelske Plymouth deler andenpladsen, da de alle har holdt nullet i de seneste fem kampe.
Statistikken dækker kun over ligakampe, og medtager man pokalkampe har Brønshøj faktisk holdt nullet i seks kampe, da det blev til en 1-0-sejr over OB i DBU Pokalen.
Det er også værd at nævne, at Brønshøj ikke havde formået at holde nullet i ligaen i denne sæson, før den nuværende stime begyndte mod Fredericia 28. september.
En af forklaringerne på den nuværende stærke defensive form kan findes på målmandsposten, hvor målmand Nicklas Dannevang har fået rosende ord fra sin holdkammerat Kasper Sørensen."Når de (modstanderne) for en gangs skyld nærmer sig målet, har vi også en sikker sidste skanse i Dannevang, som vel nok er blandt top tre keepere i divisionen," sagde Kasper Sørensen til sin klubs hjemmeside efter sidste uges 1-0-sejr over HB Køge.
Efter en dårlig start på sæsonen er Brønshøj nu ubesejret i de seneste syv ligakampe, og samtidig er det blevet til 13 point af 21 mulige. Det bringer holdet på en syvendeplads efter 14 spillerunder - dog hele 12 point fra en oprykningsplads.